Den svenske skærgård er idyllisk – især om sommeren, men under overfladen gemmer der sig hemmeligheder, som kommer for dagen ved fundet af et mumificeret lig.

Efter at være kørt lidt træt i svenske skærgårdsfemikrimier blev jeg virkelig positivt overrasket over dette nye skud på stammen. Ann Rosman tegner et varmt og kærligt portræt af Marstrand og præsenterer læseren for en troværdig hovedperson i kriminalassistent Karin Adler. Hun har også personlige problemer, men håndterer dem realistisk og modent, og forfatteren lader dem ikke fylde for meget i bogen.

Karin Adler har også vigtigere ting at bekymre sig om end en egocentrisk ex-kæreste. Et mumificeret lig bliver fundet i et tilmuret rum på en ø uden for Marstrand, afdækningen af hans identitet og hvorfor han endte sine dage der, tager al hendes tid – også efter at sagen er erklæret løst. Der er noget der ikke stemmer.

Vi føres tilbage til Marstrands jetset i 1960’erne begyndelse, dels som følge af Karins opklaringsarbejde, men også i erindrings-flashbacks, og vi bliver bl.a. præsenteret for en af de smukkeste kærlighedshistorier, jeg har læst i en kriminalroman, og for en mere end 40 år gammel sammensværgelse. De, der dengang udgjorde Marstrands jetset, er i dag Marstrands borgerskab, og de har hemmeligheder, som de ikke skyr nogen midler for at holde lige så velbevarede som liget – der bare er en af dem

Ann Rosman: Fyrmesterens datter
Punktum, 2010. 299 sider
Originaludgave: Fyrmästarens dotter, 2009
Oversat af Rikke Toft Kleemann

Første gang publiceret på Krimisiden 03.01.2011

Læs også min anmeldelse af Sjælekisten af Ann Rosman