Kan tro flytte bjerge? Kan man ved bøn udvikle mirakler? Forfatterens forsøg på en moderne gotisk gyser falder ikke helt heldigt ud.

Denne bog er ifølge den danske udgaves forside af Sunday Telegraph udråbt til ”En kommende klassiker” og af The Guardian til ”Et gotisk mesterværk”. Jeg er ikke enig. Det er sådan set ikke en dårlig bog, men uhyggen i den påståede gotiske gyser brænder ikke igennem. 

Medlemmer af menigheden St. Jude i London skal på deres årlige påske-retreat. Det er et par år siden sidst, fordi den meget elskede fader Wilfred døde under mystiske omstændigheder, som er en del af bogens underliggende handling i fortællerens flashbacks. Nu skal de afsted med den nye præst, fader Bernard, som ikke er helt så hellig som forgængeren, ifølge fortællerens mor – et fremtrædende medlem af menigheden sammen med fader Wilfreds søster og dennes mand.

Målet for rejsen er et øde sted på Lancashires kyst, The Moorings. Formålet er – bortset fra almindelig bøn og spirituel renselse – at udvirke et mirakel, der skal give fortællerens storebror talens brug og kurere hans enfold.

Der sker underlige ting i og omkring huset, hvor menigheden befinder sig. Det hellige og mirakelskabende kapel er forfaldent og misligholdt. Meget har forandret sig siden sidste ophold

Det skorter nemlig ikke på virkemidler, der burde øge uhyggen. Vejret er af helvede til – og bliver kun værre. Huset er forfaldent, og et par truende personer dukker op med jævne mellemrum. Der sker mærkelige ting i skoven.

De to store drenge, fortælleren og hans bror, Hanny, søger ud til vandet, hvor en ø, The Loney = Ensomheden, med et fint udseende hus kun er tilgængeligt ved lavvande – og tidevandet er nok det mest uhyggelige i denne bog. I år viser det sig at huset er beboet – af en truende mand, der ikke ønsker samkvem med andre og formodentlig ikke har rent mel i posen, og en højgravid pige, som er venlig mod Hanny, der følgelig forelsker sig pladask og enfoldigt. Han er jo et barn med en voksen krop.

Jeg har spekuleret en del over denne bog. Hvorfor indfinder uhyggen sig ikke, selv om elementerne er til stede? En forklaring kunne være, at uhyggen er ”lost in translation”. Der var især én ting, der undrede mig undervejs. Fortælleren kalder konsekvent forældrene for Mutter og far – hvorfor ikke Mutter og Fatter, hvis vi skal blive i det joviale? Jeg fik mulighed for at kaste et blik i originaludgaven, og der kaldes de Mummer and Farther, og det forklarede en del. Farther er en lidt pompøs udtale af ordet for far, father, og betyder samtidig ”længere væk”, og det forklarer en del om faderens lidt distancerede, men ikke uvigtige, rolle i bogen. ”Mummer” var stadig et mysterium, som jeg konfronterede min engelske veninde med. Hun kommer fra den del af England og kunne oplyse mig om begrebet ’mummery’, en lokal skik med at gå rundt og lave ”julelege” hos folk mod en erkendtlighed – lidt ligesom Fastelavn. Og lige den slags foregår i bogen, og er en af de situationer, hvor pilgrimmene føler sig utrygge.

Det er måske ikke uvæsentligt, at menighedens skytsengel, St. Jude (apostlen Judas Taddeus) i England er kendt som ”Patron Saint of lost causes” (skytshelgen for håbløse foretagender).

Og det er måske også oversætterens skytshelgen, for, når jeg siger, at uhyggen er ”lost in translation”, skyldes det nok at opgaven har været meget svær, måske håbløs – medmindre bogen blev udstyret med et større noteapparat, og så er uhyggen jo gået fløjten.

Bogen er modtaget til anmeldelse fra forlaget

Andrew Michael Hurley: Ensomheden
Lindhardt & Ringhof, 2016. 335 sider
Originaludgave: The Loney, 2014. Oversat af Kim Langer