Et armbånd dukker op i nutiden – og åbner op for en historie om krig og kærlighed i fortiden. 

Da den pensionerede jurist, Turid, læser en artikel om et armbånd på en auktion, bliver hun interesseret. Sidst, hun så det, sad det på hendes håndled, og hun beslutter at finde ud af, hvem der sælger hendes armbånd.

Centralt i denne brogede historie står Ester Lemkov. Hun er jøde og under krigen kurer for modstandsbevægelsen. I 1942 når hun netop ikke at advare forældrene, der føres bort og ender i kz-lejr, noget der nager hende resten af livet. Hun søger tilflugt hos vennerne Åse og Gerhard, også dele af netværket. Hun slapper af med at skifte den lille Turid, mens Turids forældre skændes i stuen ved siden af. Kort efter bliver Ester selv stukket, men det lykkes hende at komme i sikkerhed i Sverige.

I Sverige bliver hun kontaktperson for Gerhard, da han smugles over; Gestapo er lidt for interesseret i ham, da han bekvemt bliver anklaget for mordet på Åse. Gerhard er flot og charmerende, men har visse psykopatiske træk, og man aner at han har sin egen dagsorden. Det er da også mere end tydeligt, at den norske legation ønsker at skaffe sig af med ham, og han omkommer belejligt i en brand.

Det er derfor en meget overrasket Ester, der 25 år senere i 1967, netop som mordsagen fra 1942 er forældet, erfarer, at Gerhard er dukket op i Oslo som amerikaneren Gary Larson – angiveligt for at møde sin datter. Men som altid er det tydeligt, at han har sin egen dagsorden. Han er ikke mindre charmerende og brutal, og det er svært at tro at han har tilbragt de mellemliggende år med at drive en benzinstation i USA.

Hans tilsynekomst rejser mange spørgsmål: Hvad er hans egentlige ærinde? Hvem brændte inde i Stockholm? Skulle Ester også have befundet sig i det udbrændte hus? Hvorfor er han så interesseret i en bestemt grav på Vestre Kirkegård? Ester og Sverre (en anden fra gruppen i 1942) må genopfriske gamle færdigheder.

Armbåndets historie bliver afsløret, men er man egentlig overrasket?

De norske besættelsesarkiver blev åbnet for nogle år siden, og der har været en del debat om det ikke var for tidligt – især i forbindelse med med sagerne om landsforræderi. Men der har helt sikkert også været megen inspiration for kriminalforfattere i arkivmaterialet, det er den anden norske krimi, jeg læser i år, med baggrund i krigsårene. Hvem var ven? Og hvem af vennerne var måske på den anden side? Der er garanteret stof til mange konflikter.

Kjell Ola Dahl har skrevet en række nutids-krimier med politifolkene Gunnarstranda og Frølich i centrum; jeg har ikke selv læst dem, men de siges at være traditionelle skandinaviske krimier. Denne er så et forsøg på en anden gren af genren; den er blevet meget godt modtaget i Norge,  i 2015 blev den udnævnt til bedste norske krimi og modtog både Brageprisen og Rivertonprisen.

Efter min mening er den dog lidt for omstændelig og løs i komplottet, den kunne med fordel have været strammet en del op. Hvis jeg sammenligner den med Gard Sveens Den sidste pilgrim, der også har sit udspring i begivenheder under krigen, og også fik Rivertonprisen (i 2013), må jeg sige at sidstnævnte er meget mere helstøbt. Persontegningen er bedre og plottet mere sammenhængende.

Oversættelsen er flydende og lydefri, men jeg foretrækker den danske forside frem for den norske, idet den i sit sort/hvide billede peger tilbage til 1940’erne, mens den norske signalerer en moderne spionroman. Og jeg kan altså ikke se Ester med sort paryk og store, sorte solbriller 🙂

Bogen er modtaget til anmeldelse fra forlaget 

Kjell Ola Dahl: Kureren
Modtryk, 2016. 351 sider
Originaludgave: Kureren. Gyldendal Norsk Forlag, 2015. Oversat af Ilse M. Haugaard