Anmeldelse: Jeg tog ned til Bror, Vi tog op med mor og Så tog jeg hjem af Karin Smirnoff.

anmeldt af Anne Grete

CollageEn af mine helt store læseoplevelser i de sidste par år har været svenske Karin Smirnoffs fremragende serie om den vrede og utilpassede Jana, hvis liv har været fyldt med overgreb og svigt.

Janas liv har bestemt ikke været nemt, hun voksede op sammen med sin tvillingebror i en familie, hvor faren var meget voldelig, nærmest sadistisk, og moren søgte tilflugt i sin religion.  Jana har altid haft svært ved at knytte sig til andre mennesker. Gerne sex, men aldrig tættere forhold.  Det er en mesterlig beskrivelse af de små samfund i Nordsverige, hvor alle ved alt om alle, rygterne går og mange bærer på hemmeligheder, mens dobbeltmoralen lever i bedste velgående.

Karin Smirnoffs sprog er helt specielt, hun skriver i korte sætninger og med mange opremsninger, hvilket er med til at understøtte Janas sindstilstand, og hun laver sine egne sammenhængende ord, som skaber meget præcise billeder i mit hoved. Om en mand hedder det ”han stod jamesdeanarmlænet op ad køleren og røg”,  og køkkenet hos en kunstner på en lille ø var ”gammelhyggeligt”.

Selv om der er mange voldsomme og barske begivenheder, er bogen også morsom  ind imellem, og der er en varm  og kærlig beskrivelse af de borgere, som Jana  møder, mens hun er ansat som hjemmehjælper.

Kort sagt: læs bøgerne og giv dig selv nogle uforglemmelige dage i Janas selskab.

Bogens forsideHvis du har lyst til at vide lidt om handlingen, kan du læse nedestående, men romanerne indeholder meget mere. Det er vigtigt, at de bliver læst i den rigtige rækkefølge. Vi møder Jana Kippo for første gang i ‘Så tog jeg ned til bror’ (2020), hvor Jana beslutter sig for at tage hjem til sin barndomsby – Smålånger i Nordsverige. Egentlig er det, fordi hun vil redde sin tvillingebror, Bror, fra at drikke sig ihjel, men med sig har hun også mange indre dæmoner, som stammer fra en ualmindelig barsk og voldspræget barndom, faren slår, og moren  søger tilflugt i bønner. Det ender da også helt galt for familien.
Da Jana kommer hjem, indleder hun et forhold til John, og om ham får hun at vide, at ham må hun ikke stole på – er det mon ham der har slået den unge kvinde ihjel?

Bogens forsideI seriens bind 2, ‘Vi tog op med mor’, er er Janas og Brors mor død. Hun har ønsket at blive begravet i sin fødeby, Kukkujärvi, tæt ved grænsen til Finland. Her møder de morens store familie, som næsten alle er med i et religiøst fælleskab, hvor der bliver lagt vægt på at leve efter Bibelens ord, uden at stille spørgsmål eller fortolke teksten. Udadtil et åbent og imødekommende fællesskab, men virkeligheden er en ganske anden med voldtægt, vold og undertykkelse af kvinderne. Bror bliver tiltrukket af fællesskabet, mens Jana er helt afvisende. Hun vil ikke rejse hjem uden Bror.

Bogens forsideI 3. bind, ‘Så tog jeg hjem’, forlader Jana Nordsverige. Hun har fået mulighed for at deltage i en kunstudstilling med sine små lerfigurer, Fyldebøttekompagniet, som på en måde skildrer hendes opvækst og de mange personer, hun har været omgivet af. Denne udstilling er med til at åbne nye muligheder for Jana. Selv om hun stadig bærer mange dæmoner med sig, ser det trods alt lysere ud for hende, og måske er hun nu endelig parat til at gøre op med mændene i sit liv og leve et liv, hvor kærligheden og kunsten er det vigtigste. I bind 3 samles trådene fra de tidligere bind, og nye erindringer kommer frem, blandt andet om hvordan Jana  i flere år boede sammen med en mand, som i uhyggelig grad var ligesom hendes far.

Karin Smirnoff: Jeg tog ned til Bror
C&K, 2020. 336 sider.
Originaludgave: Jag for ner till bror, 2018.  Oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen
Omslag: Lukas Möllersten, Lyth og Co

Karin Smirnoff: Vi tog op med mor
C&K, 2020. 374 sider.
Originaludgave: Vi for upp med mor, 2019. Oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen
Omslag : Lukas Möllersten, Lyth og Co

Karin Smirnoff: Så tog jeg hjem
C&K, 2021 368 sider
Originaludgave: Sen for jag hem, 2020. Oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen
Omslag: Lukas Möllersten, Lyth og Co

Skriv en kommentar