af Beth.

Klassikere? hvad er det for en noget? og hvad kan de egentlig gøre for den almindelige læser?
Utålmodighed var virkelig en af mine svagheder, da jeg var på arbejdsmarkedet. Videre! Videre! Også når jeg læste bøger til anmeldelse og alle andre. Hvad har andre ment om denne bog? Hvad har han/hun ellers skrevet? etc. Avisernes anmeldelsestillæg blev fræset igennem, man skulle jo ”følge med”. Det var jo mit job. Naturligvis har jeg stadig interessen, én gang bogmenneske altid bogmenneske!  Men nu kan jeg læse afslappet, og hvad er bedre til at sætte tempoet og pulsen ned end en klassiker!
Og hvad er det så for en størrelse? Det er en bog, der har bevist sin værdi ved at blive stående, både i det litterære univers og i den helt almindelige læsers bevidsthed. Som en bog, man gerne engang ville læse, måske en man tror, man burde læse, men i hvert fald en, der står og venter!
I en artikel i dagbladet Politiken (se nedenstående link) læste jeg om et projekt under Københavns Universitet: ”Lockdown Reading”, det handlede om læsevaner under coronanedlukningen, bl.a. om hvordan nogen tog tilflugt i klassikerne. Måske for at få en historisk vinkel på situationen, eller, som der stod: bare en solid bog der ikke løber nogen vegne. Se nedenstående link:
»Det er helt slående«: Corona har fået os til at læse anderledes – politiken.dk (kan kun læses af Politiken-abonnenter)
Lige netop dén fornemmelse kan jeg genkende, en stor bog, ofte både i sidetal og i historisk/litterær anseelse, der måske ikke ligefrem er neglebidende spændende, men bare så godt skrevet, at du kan ”flytte ind i den”, den ligger bare dér og venter trygt, den er ikke lige pludselig uaktuel, fordi der er kommet en ny titel op på bestsellerlisten, én som du synes, du skal sætte dig ind i nu og her.
Her kommer så et lille udvalg af de klassikere, jeg har holdt af at have i hånden, at læse i, at glæde mig til at læse i (igen) og glæder mig over at se ligge og vente på mit bord.

Henry James: Portræt af en dame
For en del år siden blev jeg fascineret af den amerikansk/engelske forfatter Henry James. Det resulterede i denne artikel:
https://litteratursiden.dk/forfattere/henry-james
Henry James indtager en vigtig position i vores fælles litteraturhistorie, han var nok en af det 19. århundredes største forfattere, han kunne sætte den gamle og traditionsrige (europæiske) verden op mod den nye (og amerikanske).
Lindhardt & Ringhof, 1996. 607 sider. På dansk ved Luise Pihl
Originaludgave 1881

The Golden bowl.
Henry James sidste roman, ikke oversat. Med et langt, lidt kringlet med meget oplysende forord. Penguin, 1966. 547 sider.
Originaludgave 1905

Thomas Mann: Trolddomsbjerget, bd. 1-2
Naturligvis er det lidt apropos at nævne ”Trolddomsbjerget” af Thomas Mann i corona-sammenhæng, da den foregår på et tuberkulosesanatorium i de schweiziske alper, tiden er starten af det 19. århundrede, og personerne er sære og fascinerende. Den var en af mine måske lidt mærkelige feriebøger længe inden vores fælles pandemilockdown. Den er i høj grad ikke spændende, men skildrer et yderst fængslende og kulturhistorisk interessant miljø.
Gyldendal, 1989. 892 sider. På dansk ved Ulrich Horst Petersen.
Originaludgave 1924

Karen Blixen: Den afrikanske farm
Klassiske rejsebøger og globetrotterberetninger i det hele taget har jeg altid slugt. Derfor skal Karen Blixen og hendes afrikanske farm da også med her. De fleste af os ved jo godt, at bogens virkelighed er redigeret, så ønsker man som læser et mere ægte indtryk af hendes liv i Afrika, er samlingen ”Breve fra Afrika 1914 – 31” så absolut at anbefale.
Gyldendal, 1984. 328 sider (Findes i mange udgaver)
Originaludgave 1937

Simone de Beauvoir: Mandarinerne, bd. 1-3
Jeg stiftede først rigtigt bekendtskab med Simone de Beauvoir, da jeg anmeldte en jubilæums-genudgivelse af hendes klassiker ”Det andet køn” til Litteratursiden –
https://litteratursiden.dk/boeger/det-andet-kon-1-bind-kendsgerninger-og-myter.
Så fik jeg ved et tilfælde hendes store roman om de intellektuelle i efterkrigstidens Paris: ”Mandarinerne” i hånden på engelsk. Det var faktisk meget godt (ja, fransk var aldrig gået), for jeg var også her tvunget til at læse lidt mere omhyggeligt. Forfatteren har dog nogle meget velfungerede dagligdags situationer og gode dialoger. Bogen giver et levende indblik i den franske politiske verden i efterkrigstiden, de Beauvoir siger selv at det er hendes allerbedste værk. Den blev pludselig aktuel nu da jeg forleden læste i dagspressen om splittelsen i den franske samfund.
Politisk Revy, 2. Udg.1986. 281+237 sider. På dansk ved Karen Mathiasen
Originaludgave 1954

Lawrence Durrell: Alexandria-kvartetten
En af mine yndlingsforfattere er Lawrence Durrell. Som mange andre danskere lærte jeg ham at kende ved at læse ”De græske øer”, men ”Alexandria-kvartetten” er nok den bedste. Dens slørede, støvede og samtidig lidenskabelige stemning mellem de mange skæbner, den væver sammen, det giver læseren en enestående læseoplevelse. Jeg læste den på engelsk og blev derved tvunget til at læse den lidt langsommere for i det hele taget at kunne forstå, hvad der foregik. Durrell kunne godt lide kringlede forklaringer.
Gyldendal, 1974. 236+227+325+269 sider. På dansk ved Elsa Gress Wright
Originludgave: 1957-1960.

Thorkild Hansen: Det lykkelige Arabien: en dansk ekspedition 1761-67
Da jeg læste Puk Damsgårds ”Arabica”, som mest er skildringen af en rejse i Carsten Niebuhr’s fodspor, i øvrigt endnu en anbefalelsesværdig bog-, så blev jeg mindet om Thorkild Hansens ”Det lykkelige Arabien”. Den skal også med her, da den er en milepæl i dansk litteratur.
Gyldendal, 1994. 373 sider
Originaludgave 1962
Puk Damsgaard Andersen: Arabica.
Politiken, 2020. 289 sider

Billedredaktion: Marit