Af gæsteblogger bibliotekar Lotte Klemens Thomhave, Koldingbibliotekerne
Hver uge havner en bogpakke på mit skrivebord fra Dansk Biblioteks Center. Jeg ved ikke, hvad der er i pakken. Kun at det kan være en roman, en digtsamling eller en børnebog. Og i sjældne tilfælde en letlæsningsbog eller sågar en kunstbog.
Jeg er en af de mange bibliotekarer, der vurderer nye materialer til landets folkebiblioteker. Vi læser bogen, hører musikken, ser filmen, spiller spillet og skriver derefter en kort kvalitetsvurdering af materialet. Vi kalder det en lektørudtalelse. Vores vurderinger bliver læst af indkøberne rundt omkring på de danske biblioteker, som derefter tager stilling til om de vil købe materialet og i hvor mange eksemplarer. Som indkøber behøver man ikke selv have læst alt. Det har lektørkorpset allerede gjort. Jeg er også indkøber, så jeg ved, hvor stor en hjælp det er.
Store ører
Det er et job, som vi udfører efter almindelig arbejdstid, og som kun udføres af bibliotekarer, der har en direkte lånerkontakt. For det er altid med tanke for brugerne af biblioteket, at vi vurderer kvaliteten af en bog.
I denne måned er det et år siden, jeg sagde ja til opgaven, som rent faktisk ændrede mit liv. Jeg er kommet i en slags uddannelse-som-læser. I hvert fald oplever jeg en langt større ’sensitivitet’ over for litteraturen.
En forfatter har som regel brugt måneder eller år på at skrive en bog. Jeg har ca. en uge til at skrive min vurdering. Det er ikke fair. Jeg har stor respekt for de forfattere, der har arbejdet hårdt med at frembringe de tekster, jeg skal vurdere. Og derfor har jeg også udviklet nogle ret store ører, der skal forsøge at opfange tekstens signaler.
De fleste gange går det godt, jeg kan mærke teksten og kan vurdere måden, den er konstrueret på. Nogle gange går det mindre godt, og i meget få tilfælde går det slet ikke, og jeg må sende bogen tilbage, fordi jeg ikke mener, jeg kan se bogens potentiale, og DBC må så sende den til en anden lektør.
Uventede læseoplevelser
Jo, det er et job, der er lønnet i kroner og øre. Heldigvis. Men der er også andre gevinster. Jeg får først og fremmest en faglig kompetenceudvikling. Som bliver mere og mere vigtig, fordi dét at kunne anbefale gode bøger til andre lykkedes bedst, hvis man rent faktisk læser forskellige slags bøger.
Men jeg får også nogle uventede læseoplevelser, jeg måske ikke lige i første omgang selv ville have valgt. Ikke kun fra den bog, jeg skal vurdere, men også fra andre bøger og oplevelser, der kan nuancere min vurdering.
Nogle gange gør jeg dét, at jeg orienterer mig i forfatterens tidligere udgivelser, hvis han eller hun altså har udgivet før. Fx blev jeg bedt om at vurdere den sidste digtsamling ‘Stemmerne’ af nu afdøde Klaus Rifbjerg. Jeg har ikke været særlig vild med ham og fik aldrig læst hans debutdigtsamling ‘Under vejr med mig selv’ fra 1956. Det gjorde jeg så og var ved at falde ned af stolen af benovelse. Den holder så mange år efter, billedsproget er genialt, overraskende og fyldt med humor.
Eller, da jeg skulle vurdere digtsamlingen ‘Også’ af en noget yngre Rasmus Halling Nielsen, ville jeg gerne lige se, hvad han havde skrevet før og faldt over hans tidligere digtsamling ‘Tvillingerne’. Wauw. Fik lyst at købe den lige på stedet.
I påsken tog jeg fx til Klampenborg for at se udstillingen med Vilhelm Hammershøis billeder på Ordrupgaard, fordi jeg var blevet bedt om at lave en vurdering af udstillingskataloget. Det gav mig sådan en lyst til at se malerierne live.
Bøger, der væltede mig omkuld
Det kan altså godt anbefales at læse litteratur, man ikke i første omgang selv har valgt. Men det bedste er at lære nogle helt nye forfattere at kende. Og jeg har valgt at fortælle dig om nogle af dem, kære læser, fordi de fortjener at blive læst. Nogle er debutanter og andre har kun få udgivelser bag sig.
Her er et udpluk af mine vurderinger fra bøger, der væltede mig omkuld i 2015.
Lån dem på et bibliotek nær dig.
Den med Richard Lange af Elisabeth Nielsen
Lille sørgmuntert mesterværk om børns savn i en opbrudt familie, for alle med interesse for ny dansk litteratur. Bogen er en pragtopvisning i metoden “Show it, dont’ tell it”, hvor der er fokus på konkrete detaljer i barnets hverdag. [uddrag]
Lektørudtalelse, DBC
Nielsine af Ina Munch Nielsen
Original roman med portræt af ung pige med et kaotisk kærlighedsliv i København, velegnet til undervisningsbrug i gymnasiet og HF. Bogens store styrke er en mundtlig sprogtone, der rammer de unges sprogbrug “spot on” med brug af engelske udtryk, ironi og henvisninger til musiktekster, tv-serier og bøger. [uddrag]
Lektørudtalelse, DBC
Helhedsplanen af Hanne Højgaard Viemose
Vellykket portræt af enlig mor og forfatter i Gellerup, for alle med interesse for ny dansk litteratur. Hanne Højgaard Viemose har en unik stemme, der kommer til udtryk i et flabet og charmerende gadedrengesprog. En meget vellykket og vedkommende bog. [uddrag]
Lektørudtalelse, DBC
På træk af Kamilla Hega Holst
Vellykket roman, der gør op med forestillingen om det lykkelige kvindeliv med mand, børn og parmiddage. God til læseklubber. Romanen er en original beretning om kriser og livskaos, som er befriende at læse, fordi alting beskrives nøgternt og usentimentalt.
Lektørudtalelse, DBC
Faktaboks:
Lektørudtalelser er kortfattede biblioteksfaglige vurderinger skrevet af bibliotekarer for bibliotekarer. Forholder sig til bøgers anvendelsesmuligheder i folke- og skolebiblioteker.
Læs mere om lektørudtalelser i Den Store Danske
Redaktørens note: Hvis man logger på sin profil på bibliotek.dk, kan man læse lektørudtalelser på bøger, der er ældre end seks måneder. Lige under postens titel er der et link til Anmeldelser, der indeholder links til både lektørudtalelser og avisanmeldelser. Her kan man også skrive sin egen anmeldelse af den pågældende bog.
Hvor ER du bare velformuleret â tak
Venlig hilsen
Bente Bruun
Bibliotekar
Koldingbibliotekerne
_______________________________
Sikke et dejligt indlæg!
Der er dog utroligt at en vårhare indenfor det dejlige fag kan formulere sig så præcist som fx oldingen, der har været lektør siden 1985, også føler det. Fedest! Jeg elsker også de brune pakker.
Fedt indlæg og spot on – har selv været lektør i ca et halvt års tid nu og er det er virkelig en litterær efteruddannelse!