En gedigen slægtsroman om den danske velfærdsstat og forskellen på Øst og Vestdanmark – i dag whiskybæltet contra den rådne banan.

I begyndelsen af 1950’erne flyttede Gunnar Andreasen sin kemifabrik Cheminova fra Nordsjælland til Harboøre Tange, her var folks næser ikke så sarte over for det, der kom op af skorstenene – “det lowter a peng”. Desuden ville en flytning løse det stigende spildevandsproblem, der var jo et helt hav at udlede det i – og en fjord, hvis det skulle knibe.

Fabrikken bliver vel modtaget af de lokale, både myndigheder og befolkning, fordi den giver arbejdspladser og vækst i området. Det er en god arbejdsplads, når arbejderne bliver forgiftede, bliver de sendt hjem til afgiftning med fuld løn, indtil giften er ude af kroppen igen – og den efterlader sig ikke spor, den skal bare svedes ud (og det bliver den, gult), det siger både direktøren og den lokale læge.

I bogen, der tidsmæssigt strækker sig over ca 10 år fra Cheminova’s udflytning i 1953, følger vi to familier. Arbejderen Niels Christensen og hans kone Margrethe og den udflyttede ingeniør Jørn Albeck og hans kone Karin, samt Niels’ bror Erik, der også arbejder på Cheminova.

Niels og Jørn har trods klasseforskellen et godt forhold på fabrikken, de to koner bliver veninder, børnene går i skole og leger sammen.

Det er en meget velskrevet bog om nogle af dem, der har betalt prisen for vores velfærdsstat. Ligeledes en formidabel skildring af Danmark i de år, hvor det begyndte at gå godt, eksemplificeret ved at Niels og Margrethe får råd til hus, bil og telefon. At børnene skulle på gymnasiet, var selvsagt.

I løbet af bogen begynder nogen at mistænke fabrikken for at være skyld i de mange døde fisk, muslingernes forsvinden mm, men det er en dårlig fugl, der skider i sin egen rede. Man  holder sin mund og man holder ud, man vil ikke risikere at være skyld i, at fabrikken flytter. I dag ved vi, at kritikerne havde ret.

At læse om arbejdsforholdene, hvordan arbejderne vadede rundt i kviksølv og skovlede slam ned i kloakken var simpelthen hårrejsende.

‘De bedste familier’ er så uhyggelig som en krimi. I dag ved vi, hvad der skete, forureningen, giftdepoterne osv, men når man læser om den stolthed man følte ved at opbygge noget nyt og bringe arbejdspladser til egnen, begynder man at forstå; alligevel rystes man – som man kan gøre i bagkundskabens ulideligt klare lys.

Bogen er letlæst og meget underholdende, personerne er af kød og blod, den er velskrevet og meget er underspillet – ægte vestjysk. De mange aborter og dødfødte børn nævnes blot, ligeledes Niels og Margrethes søns mystiske sygdom, der nær havde kostet ham livet, efter at han var gået gennem isen på Lemvig Sø.

Slægtsroman og samfundsroman, læs den og bliv klogere på det Danmark, vi i dag lever i.

Hørt som lydbog, indlæst af Morten Rønnelund

Kim Blæsbjerg: De bedste familier
Gutkind, 2023. 600 sider.
Omslag: Alette Bertelsen