Anmeldelse: Hændelser ved vand af Kerstin Ekman

haendelser_ved_vandHvad kan være lysere, mere legende og let end en svensk midsommernat helt deroppe, hvor den lyse nat kun er få timer lang?

Hvad kan være lysere, mere legende og let end en svensk midsommernat helt deroppe, hvor den lyse nat kun er få timer lang? En sådan nat flakker den stockholmske lærerinde Annie Raft og hendes seksårige datter rundt blandt myg og moser i skovene ved Svartvattnet i Jämtland.

De er ankommet med bussen, og da de mod forventning ikke bliver afhentet af Annies kæreste, miljøaktivisten Dan, begiver de sig ud i skovene i et forsøg på at finde frem til den hytte, hvor de skal leve det enkle liv i pagt med naturen. Turen slutter med fundet af to blodige lig i et lille telt ved elvbredden. Det makabre fund præger dem og hele det lille samfund, og der skal gå 18 år, før man ved, hvad der skete i den lyse sommernat.

I løbet af de 18 år er der sket meget i samfundet, og Kerstin Ekman skildrer udviklingen med skarp pen, samtidig med at hun væver et broget kludetæppe over det lille samfund og dets mennesker. Ingen kan som hun beskrive sine medmennesker skånselsløst og kærligt på samme tid, ejheller skildre de svenske skoves dybde og mystik. I skovene er der skygger – i skovene er alt det, man ikke tror på men alligevel frygter; denne uhåndgribelige følelse griber flere af personerne, her Annie:
“Første gang hun havde forladt grønningen og havde fulgt bækken ind mellem de sortlavede træer, var hun blevet skræmt midt i et skridt. Ikke af nogen lyd. Hun blev bange indefra. Koldt og urørligt advaret af et instinkt, som hun aldrig før havde vidst fandtes i hende. Hun vendte om øjeblikkelig og begyndte at løbe tilbage.” (p.194)

Som i flere tidligere romaner bruger Kerstin Ekman kriminalromanen til at skildre samtidens Sverige, og hun gør det eminent godt. Dertil kommer, at vi er så heldige, at vi får Kerstin Ekman i Anne Marie Bjergs sprogsikre fordanskning.

Helt fortjent modtog Kerstin Ekman Nordisk Råds Litteraturpris i 1994 for denne bog. Læs den! Og hvis du allerede har læst den, så læs den igen! Som undertegnede gjorde med den allerstørste fryd.

Anmeldt første gang på Litteratursiden 1. november 2002

Efterskrift 2023
Det er i år 30 år siden dette nordiske mesterværk udkom. Året efter, i 1994, modtog forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris for den. Jubilæet markeres ved en tv-serie med Rolf Lassgaard i en af hovedrollerne.
I den anledning genoptrykker jeg den anmeldelse, jeg skrev for tyve år siden – jeg har ikke skiftet mening.

Kerstin Ekman: Hændelser ved vand.
Samleren, 1994. 460 sider
Genoptryk i anledning af tv-serien: Gyldendal, 2023. 496 sider
Originaludgave: Händelser vid vatten, 1993. Oversat af Anne Marie Bjerg

Se også anmeldelsen af Tre små kinesere af Kerstin Ekman

Skriv en kommentar