Intens og indfølt roman om Ida Hammershøi, den kendte malers hustru, model og muse

Vi kender hende fra kunstmuseerne – det er hende der vender ryggen til, mens hun kaster et hurtigt blik ud ad vinduet eller bærer et fad hen til skænken. Vi kigger lidt på hendes ryg og nakke og går videre. Men hun går ikke videre, det er ikke et foto, hvor hun er fanget i en bevægelse, men resultatet af mange timers arbejde ved malerens staffeli. Det er mindst lige så mange timers endnu hårdere arbejde foretaget af modellen, der skal stå helt stille i uendeligt mange timer. Det eneste hun hører, er “Løft armen”, “Stå helt stille” o.lign. Ikke fordi maleren er ond og hårdhjertet, men fordi han er 100% optaget af sit arbejde, det skal bare være perfekt.

Den kendte ryg og nakke tilhører Ida Hammershøi, maleren Vilhelm Hammershøis hustru og model. De mødtes i hendes barndomshjem i Stubbekøbing og blev gift i 1890. Mere ved vi faktisk ikke om Ida, men efter at have læst Jesper Wung-Sungs roman om hende synes jeg, at jeg kender hende. Forfatteren ved ikke mere end vi andre, men han har fremmanet en følsom, til tider lidt overspændt kvinde, en kvinde af kød og blod. En kvinde, der ville gøre alt for at tilfredsstille sin mand, sågar undlade at blive mor, selv om hun brændte efter det. Men nej, Vilhelm skulle ikke forstyrres.

Indirekte portrætteres også den nu berømte maler. Opvokset i det bedre borgerskab, forgudet af familien, især moderen, der ikke mente Ida var god nok til ham – og viste det tydeligt. I dag ville man kalde ham et curlingbarn, og han ville vel også have haft en diagnose, så manisk som han var i forhold til motiver og steder. Han var ikke hædret i sin samtid, han og Ida tog på rejser til bl.a. Paris og Italien, som danske malere gjorde dengang, men han er i dag mest kendt for sine interiører – med eller uden “kvinde”.

Det har været en fornøjelse at læse denne bog, sproget, psykologien og beskrivelsen af København får det hele til at gå op i en højere enhed. Ligesom i forgængeren, ’En anden gren’, der delvist foregår i København på nogenlunde samme tidspunkt, får læseren et fint indtryk af byens udvikling.

Jeg vil varmt anbefale ’Kvinde set fra ryggen’, som er exofiktion (fiktion om virkelige personer), når det er bedst. Når jeg, nu da jeg har læst bogen, besøger et kunstmuseum, skal jeg lige op og hilse på Ida, nogle gange kan man også se hende i øjnene, som fx på maleriet, hvor hun rører i kaffekoppen (Aros, Aarhus Kunstmuseum). Nu kender jeg hende, jeg ved hvordan billedet blev til, det er som at besøge en gammel veninde.

Jesper Wung-Sung: Kvinde set fra ryggen.
Politiken, 2021. 455 sider,
Omslag: Alette Bertelsen (”Interiør med ung kvinde set fra ryggen”, VH 1903-1904. Randers Kunstmuseum)