anmeldt af Beth

Storslået slægtskrønike fra Georgien gennem et par århundreder med fokus på stærke kvinder

Store bøger kan have nogle ulemper, f.eks. er de svære at læse i sengen, da de er tunge at holde. Men kan man som læser lide en historie, man kan flytte ind i, en historie, der kan omfavne én fra alle sider og en historie, der er vævet til et overvældende og nuanceret mønster, så er der her et usædvanligt eksemplar her.

Forfatteren er georgier, hun bor i Tyskland og skriver på tysk, og dette kæmpeværk er prisbelønnet flere steder, senest nomineret til Booker-prisen.

Vi har fat i en slægtskrønike, hvert kapitel omhandler en hovedfigur, på nær det sidste, der står åbent og venter på yngste familiemedlem, 12-årige Brilka, til hvem denne historie fortælles.  Historien er ikke spændende, den er nærmere opslugende.  Det er dramaer, vi oplever, både historiske og personlige, alle fortalt enkelt og ukompliceret. Men ikke mindre rystende eller – måske netop derfor – fascinerende.

Vi starter i slutningen af 1800-tallet med chokoladefabrikanten, der har hentet hemmelig viden i Wien, og derefter følger vi hans datter Stasia, der har en markant rolle næsten hele vejen igennem. Vi er i Tbilisi, Georgien, og det er den østeuropæiske historie, der berettes. Den får menneskelige ansigter, den bliver smidt lige i hovedet på os læsere, og det har vi brug for. Jeg blev i hvert fald lige pludselig meget bevidst om, hvor vænnet jeg har været til bøgerne i den anglosaksiske verden. Det er hovedsagelig kvinderne, der indtager hovedrollerne, her møder vi skam også magtmennesker, men ellers er det ubarmhjertige, selvoptagede, brutale mænd, der optræder. Lige på nær en enkelt fattig dreng, men ham går det også ilde.

Nogle anmeldere har omtalt historien som underholdning, og det er den skam også, men det er underholdning, man bliver ikke så lidt klogere af. Jeg havde lidt samme oplevelse, da jeg læste ’Borte med blæsten’. Ja, vel var den underholdende og fyldt med figurer, der var noget mere endimensionale end nærværende roman, men den var både empatisk og historisk oplysende. Så var der en del mere substans i Tolstoj’s ’Anna Karenina’, den manglede nu heller ikke hverken bredde, drama og farver.

Det er nok mest omfanget, der bjergtager én, fortællingen er lige at gå til, og har du som læser mod på at gå i gang med en på alle måder stor historie, så er den lige her!

Nino Haratischwili: Det ottende liv (til Brilka).
Gutkind, 2021, 1092 sider.
Originaludgave: Das achte Leben (für Brilka). Oversat af Nanna Lund.