Anmeldelse: En kort historie om lighed af Thomas Piketty

anmeldt af Beth
Bogens forsideVi er alle lige, men nogen er mere lige end andre” – disse ord fra George Orwells roman ‘Kammerat Napoleon’ kunne måske være økonomiprofessoren Thomas Pikettys i denne lettilgængelige indførsel i hans teorier om lighed.
”Frihed, lighed og broderskab”, er det ikke sådan de siger i Frankrig? Her fortæller økonomi-rockstjernen Thomas Piketty lighedens historie op gennem historien. Han skriver i indledningen, at mange læsere havde henvendt sig til ham og bedt om en kortere version af hans tanker, så de bedre var i stand til at diskutere dem med familie og venner. I de seneste 20 år har han skrevet omkring 1000 sider om sine forskningsresultater og teorier om ulighed og økonomi. Piketty siger selv, at de tidligere bøger er letlæselige, jeg er nu ikke helt enig, selvom de er både interessante og fascinerende. Men man skal virkelig skærpe opmærksomheden, og være udholdende, så jeg var glad for at møde denne bog.
Og blev jeg så klogere? Jeg fik fx repeteret historien om arven efter kolonitiden og slaveriets ophævelse. Især om hvordan Haiti skulle slæbe rundt på en gæld på 150 mill. guldfranc, der var kompensation til slaveejerne for tab af ejendom. Den historie har prentet sig dybt hos mig.
Forfatteren gennemgår virkelig ”ulighedens verdenshistorie”, vi skal som bevidste samfundsborgere kende baggrunden og kende vilkårene for at arbejde mod uligheden. Vi skal vide, at fx lighed for loven, almindelig valgret og parlamentarisk demokrati, gratis uddannelse, universel sygesikring og progressiv beskatning mv er vigtige elementer. Det kræver nogle sociale tilegnelsesprocesser og eliternes modstand er iflg. Piketty en uomgængelig realitet.
I denne bog behandler forfatteren også spørgsmålet om miljø og ressourcer. Han understreger, at al skabelse af rigdom i historien udspringer af en kollektiv proces, fx hvordan naturressourcer udvindes og udnyttes globalt.
Jeg synes, at jeg i denne bog har mødt en mere indædt vrede over verdens uretfærdigheder, han siger fx (s. 243) ”den vestlige berigelse siden den industrielle revolution havde ikke fundet sted uden den globale arbejdsdeling og den hæmningsløse udnyttelse af jordens naturlige og menneskelige ressourcer”.
Behøver man så at være økonom med en akademisk baggrund for at få noget ud af denne bog på helt basalt niveau?  Nej, det synes jeg ikke. Det, der ikke lige fanger opmærksomheden, fx de mange tabeller og skemaer, kan man droppe. De er gengivet i smånusset og gnidret form, og fortæller ikke mere, end man kan læse i teksten. Jeg kan godt lide, at hans personlige holdninger står så klart frem, og vedkender mig gerne, at jeg håber, at beslutningstagere vil læse og lade sig påvirke.
Jeg kan tydelig huske en yngre kvindelig politiker udtale, at hun fandt at en vis ulighed i samfundet var en god ting, det skærpede konkurrencen. Hun skulle læse denne kloge bog.

Thomas Piketty: En kort historie om lighed
Informations forlag, 2022. 320 sider
Originaludgave: Une brève histoire de l’égalité, 2021. Oversat af Peer Bundgaard


Læs også Beths anmeldelser af Thomas Piketty på Litteratursiden:
Kapitalen i det 21. århundrede (2014)
Kapital og ideologi (2020)

Skriv en kommentar