Smuk, lille roman om livet i en chilensk mineby i Atacama-ørkenen i 1960’erne.

“Min far sad i husets eneste lænestol med en boliviansk poncho over benene: Det var parterre. … Galleriet var en lang bænk af ubehandlet træ, hvor mine brødre havde sat sig trip trap træsko. Og da nogle af deres venner fandt på at tage opstilling i vinduet, blev det til balkonen” (s. 8)

Så er scenen sat: Da der kun er råd til én biografbillet, bliver familiens yngste, María Margerita, sendt i biografen og skal bagefter genfortælle filmen for den øvrige familie. Det er ikke tilfældigt, at hun blev den udvalgte – hun er en blændende og engageret fortæller, og det er da også hende, der fortæller denne bog.

Så sølle har det ikke altid været. Da faderen arbejdede på salpeterværket, var der råd til at hele familien gik i biografen om søndagen, han med sin smukke hustru ved sin side, og de hilste på alle de andre, der også var ude at promenere. Men da faderen kom ud for en arbejdsulykke og blev lam, forlod moderen ham og børnene for at skabe sig en karriere som danserinde. Familien fik lov til at blive boende i huset, som selvfølgelig var værkets ejendom.

Efterhånden begynder de at tage entré til ”forestillingerne”, der bliver så populære, at der ofte er kø, når hun kommer hjem fra biografen, og mange, der selv har set filmen, genoplever den igen i hendes genfortælling og siger, at hendes version er bedre end originalen. Og den får ikke for lidt: hun kan gå som John Wayne og hun synger sangene fra de mexicanske kærlighedsfilm så smukt, at der ikke er et øje tørt i stuen.

Det kunne lyde som en let og fornøjelig historie om de fattige, men lykkelige arbejdere. Der er dog en underliggende melankoli i Marías nøgterne fortælling om livet i byen, om savnet af moderen, der ikke udtrykkes eksplicit – som så meget andet i denne fortælling ligger det mellem linjerne.

Før kunstgødningen greb om sig i Europa, var produktionen af salpeter i Chile en stor indtægtskilde for de udlændinge, der ejede minerne, minebyerne, minearbejderne og deres familier.

Hernán Rivera Letelier: Pigen der fortalte film
Tiderne skifter, 2013. 102 sider.
Originaludgave: La contadora de películas, 2009. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.

Hørt som lydbog fra Audioteket, indlæst af Martin Johs. Møller.

Læs anmeldelser af andre latinamerikanske romaner på min Latinamerika-blog