Og hvordan gik det så i 2025 – hvad læsning angår?
Jeg synes selv, at jeg har læst meget godt. Det er især blevet til mange krimier, bl.a. fordi jeg har læst mig gennem Jørn Lier Horsts velskrevne serie om den solide og bundhæderlige politimand fra Stavern ved Larvik i Norge.
Jeg går ind i 2026 i selskab med blandt andre Anna Karenina, og det er ikke dårligt selskab. Og da jeg er bagud med Robert Galbraith aka J.K.Rowlings serie om Cormoran Strike og Robin Ellacott, er det nok dem jeg vil kaste mig over næst gang.
Rigtig godt læsenytår!
Årets bedste bog: ‘De usynlige’ af Roy Jacobsen
En lavmælt og velskrevet bog fra en isoleret og forblæst ø i Nordnorge for 100 år siden. Der sker ikke meget, men små begivenheder kan virke dramatiske, som fx da en fremmed mand kommer roende – det var en ren gyser.
Selv om familien Barrøy ejer øen, er de underlagt øens virkelige hersker, naturen. ‘De usynlige’ er første bind i en serie om Ingrid Barrøy, og jeg glæder mig til at nyde de tre øvrige bind. Og andet af forfatteren, som desværre døde i oktober 2025.
Bedste børnebog: ‘Den fantastiske bus’ af Jakob Martin Strid
Denne fantastiske billedbog er stor som en bus og vejer to og et halvt kilo, ikke lige hvad man forestiller sig af en billedbog. Historien er god og værd at læse, men illustrationerne – hold da maule. Man kan bruge timer på at studere detaljerne – også selv om man har rundet trekvart århundrede.
Den var i skarp konkurrence med ‘Den nye konge af Sydspanien – og hele kabalen’ af Iselin C. Hermann. Jeg er ret vild med hendes Sydspanien-bøger – og Sydspanien i det hele taget 😉
Årets bedste krimi: Bellman-Noir trilogien af Niklas Natt och Dag (’1793’, ’1794’ og ’1795’).
Jeg læser ikke mange historiske romaner, og slet ikke historiske krimier, men denne trilogi fangede mig umiddelbart trods dens brutalitet og såre realistiske skildringer af Stockholm lige efter mordet på Gustav III – og bøgerne foregår ikke ved hoffet, men blandt samfundets nederste.
Årets bedste fagbog: ’Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur’ af Maya Angelou deler pladsen med ’Lyset stander stille. År 1 med kræften’ af Anders Johansen. To meget forskellige bøger, der har det til fælles, at deres hovedpersoner har deres at slås med, den ene de amerikanske racelove i 1930’erne, den anden en terminal kræftdiagnose. Begge meget anbefalelsesværdige.
Årets skuffelse: ’Din tid kommer’ af Carl Johan Vallgren
Denne svenske krimi der er ellers rost til skyerne de fleste steder, var ikke hvad jeg havde forventet mig af den ellers velskrivende svensker. Sproget var der ikke noget i vejen med, men jeg havde regnet med mere originalitet i plot og persontegning – hele set-up’et er set før. Ældre, vrissen kriminalinspektør, der lige har mistet sin kone, får hjælp til løsningen af et brutalt drab fra Rigspolitiet i Stockholm. Den tilrejsende har rødder i området og traumer i bagagen. Kriminalinspektøren har en datter på alder med offeret, og så kører det. Meget forudsigeligt.
Lidt statistik
Så kom året, hvor antallet af bøger læst på papir blev overhalet af andre medier. Jeg holder meget af at sidde med en “rigtig” bog i hånden, men mener ikke at det ene medie er bedre end det andet. Fx læser jeg lige nu ‘Anna Karenina’ af Lev Tolstoj i en en meget smuk udgave, men skifter gerne til ebogs-udgaven i tilfælde af dårlige lysforhold eller sengelæsning.
Men pudsigt nok sad jeg med e-bogen ved pejsen på Ørslev Kloster og tænkte, at her burde det have været papirudgaven 😉
Læste bøger: 64
Heraf:
Kategorier:
Romaner: 15
Novellesamlinger: 1
Krimi: 34
Essaysamlinger: 2
Børn/ung: 4
Fag: 7 – heraf 5 biografier
Sprog:
Norsk: 4
Svensk: 4
Engelsk: 8
Se hvad jeg har læst i 2025 her
Bloggen
Der har ikke været så megen aktivitet på Bøgernes Labyrint, som jeg har ønsket, så der er ikke meget at skrive om.
Anmeldelser: 9 (heraf 3 originale, de øvrige er genbrug fra Litteratursiden)
Artikler: 3
Lister: 1
Ny skønlitteratur: 11 (juli udgik)
Besøg: 7047
Klik: 11174
Der noteres en svag fremgang i forhold til 2024. Årets mest besøgte indlæg blev faktisk udgivet Nytårsaften 2024, nemlig Fars ryg af Niels Fredrik Dahl.