Læseværdig roman om ungdom og identitet. Er man jøde eller aserbajdsjaner eller tysker eller russer eller …?
Efter endt læsning kom jeg til at tænke på et vrøvlevers, jeg lærte som barn: ‘Jeg er dansker, født i Norge, Sverrig er mit fædreland; taler russisk som en tysker, skønt jeg er en engelskmand’.
Masja er lige så nationalitetsforvirret som fremsigeren af verset. Hun kom i lighed med bogens forfatter til Tyskland, da hun var barn. Forældrene havde besluttet at klimaet i det borgerkrigshærgede Aserbajdsjan ikke var sundt for en jødisk familie og valgte at søge asyl i Tyskland, selv om familiemedlemmer i Israel pressede på for at få dem derned.
Det viser sig at Masja er en lysende sprogbegavelse, og hun mestrer snart både engelsk, fransk, arabisk ud over tysk og russisk – og måske et par flere sprog, som jeg ikke lige kan huske – og satser på en stilling ved FN. Hun læser ordbøger over morgenmaden, ordene klæber til hende.
Hun bor sammen med tyske Elias, men har også haft flere kærester, fx tyrkiske Cem og palæstinensiske Sami. Hun har mange venner og lever et hektisk og rodløst liv.
Tæppet bliver revet væk under hende, da Elias pludselig dør. Også sorgen tages fra hende, da Elias’ forældre nægter at acceptere at hun også har en del af ham.
Masja kastes ud i en krise, hun bliver apatisk, men gennemfører sin uddannelse. På jagt efter efter sin egen identitet rejser hun endelig til Israel, men heller ikke her føler hun sig hjemme.
Hun er jøde, men alligevel ikke – hun taler flydende arabisk, men ikke et ord hebræisk; hun er tysker, men alligevel ikke; hun længes efter hjemmet i Aserbajdsjan, men alligevel ikke; hun er ung, men har oplevet alt for meget. Et billede hjemsøger hende, en kvinde i blå kjole, der falder ud af et vindue i Aserbajdsjan og ligger blødende på fortovet, faren vil trække hende væk, men barnet er fascineret af blodet der farver hendes sko karminrøde – et minde der måske er med til at føre hende videre, da hun til sidst bryder sammen i en palæstinensisk flygtningelejr.
’Russeren er en, der elsker birketræer’ er en meget smuk roman om identitet og at finde sin plads i verden. Alting ville være så nemt, hvis det stereotype billede, bogens titel indeholder, var sandt. Men sådan er livet ikke
Oversætteren, Aino Rocher, har som sædvanlig givet os en dansk udgave, der ikke bare fungerer, men synger. Det forlyder at hun for nogle år siden havde besluttet at forlade oversætterverdenen til fordel for et fast job – tak fordi hun skiftede mening.
Olga Grjasnowa: Russeren er en, der elsker birketræer
C&K Forlag, 2013. 319 sider.
Originaludgave: Der Russe ist einer, der Birken liebt. Oversat af Aino Rocher