Røverroman om hvad der skete da en 100-års-fødselar forsvinder fra plejehjemmet – udmærket læsning, hvis man kan lide tykke røverromaner

Folks opfattelse af humor er uhyre forskellig, derfor var det værste spørgsmål, jeg kunne komme ud for, da jeg arbejdede: ”Kan du ikke anbefale en morsom bog?”

Jeg var helt blank, med tiden lærte jeg mig dog et par humoristiske forfattere, men om jeg ramte plet, ved jeg ikke. Lidt trist, fordi folk der gerne vil læse en morsom bog, ofte er folk med problemer, de gerne vil flygte fra.

Nu er jeg i flere år blevet tudet ørerne fulde om hvor morsom ‘Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’ var, så jeg tog den med på ferie.

Som ferielæsning er den ok, men så heller ikke mere. Den opmærksomme anmeldelseslæser har nok på dette tidspunkt konstateret, at jeg sagtens kan få armene ned over bogen og nok heller ikke gider bruge tid på den talkyndige analfabet. Forfatteren ville skrive en røverhistorie, og det har han gjort, men det er nok ikke lige min smag.

‘Hundraåringen …’ består af to dele, og hvis Jonasson havde begrænset sig til den ene, kunne jeg godt være med: faktisk er den lidt i HasseTage-stil. Nemlig historien om hvad der skete, da Allan Karlsson (hvem kalder forresten sin søn Allan i Sverige i 1905?  -en kommunistisk far, måske? Men med tanke på barnets kommende internationale bedrifter, er det jo et godt navn) på sin 100-års fødselsdag kravler ud af vinduet på plejehjemmet og forsvinder, efterladende lokalpressen og de lokale pampere, som gerne vil afbildes sammen med en eller anden der er noget, fx 100 år. Iført tøfler tusser han hen på rutebilstationen og tager den første bus så langt som hans penge rækker, medbringende en trillekuffert, en tissetrængende yngling har overladt i hans varetægt.

Snart har han politi og røvere i hælene og bliver udråbt som massemorder af en publicitytrængende anklager.

Så vidt så godt. Havde Jonasson holdt sig til denne historie, kunne han være en ægte HasseTage (Hans Alfredsson/Tage Danielsson)-arvtager, men vi skal absolut belemres med Allan Karlssons livshistorie i de 100 år han har levet: svensk underklasse, spansk borgerkrig, Los Alamos- basen, Teheran, Moskva, Gulag, you name it … Og hver gang møder han en kendt person i verdenshistorien, fx Franco, Churchill og Mao og foretager sig noget, der ændrer historiens gang.

Det er simpelthen for meget, Jonasson burde kende begrænsningens kunst. Det kunne Tage Danielsson, da han skrev ‘Buschaufføren der tænkte at hva faen’, en vidunderlig novelle, som ‘Den hundredeårige …’ også kunne have været.

Men havde jeg stadig arbejdet, var Jonasson kommet med i mit repertoire som morsom bog – og havde sikkert ramt plet flere gange. Jeg turde simpelthen ikke foreslå folk de bøger, jeg selv synes er morsomme, fordi min humoristiske sans drejer sig i retning af det satiriske, hvor især sproget betyder uendelig meget.

Men hvis nogen vil vide, hvilke bøger jeg har moret mig over – og kan nævne:

Erlend Loe: Doppler

Hallgrimur Helgasson: Lejemorderens guide til et smukt hjem (læste, dvs. hørte den som lydbog, bl.a. i en nordjysk rutebil og måtte virkelig udøve selvkontrol for ikke at bryde ud i latterbrøl – og dét gør man ikke i nordjyske rutebiler)

Douglas Adams: The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy

– og så selvfølgelig Tage Danielsson

Jonas Jonasson: Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann
Piratförlaget, 2009. 391 sider
Dansk udgave: Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt. Modtryk, 2010. 371 sider. Oversat af Anders Johansen.