Anmeldelse: Slagteren i Liseleje af Ane Riel

En ikke-krimi, hvor der optræder flere lig, og et mord bliver opklaret. Følg med til småborgerskabets charmerende Nordsjælland.

Ane Riel modtog på dette års Krimimesse i Horsens diplom for bedste krimidebut – til sin store overraskelse, hun vidste ikke at hun havde skrevet en krimi. Og det har hun heller ikke.

Bevares, der er op til flere, der dør en unaturlig død, men så kunne man med lige så stor ret kalde Downton Abbey en krimiserie.

Bogens hovedperson, Judith Abild, er udadtil en nydelig ældre dame, lidt nysgerrig, måske, og meget stolt af sin have. Men hvorfor opsøger hun de tre sutter, Hans, Christian og Andersen, i læskuret bag torvet? Og vil hun virkelig slå postbudet ihjel, fordi han ikke beundrer hendes have?

Det sidste er helt korrekt, det står på første side, så jeg afslører ikke noget. Om det lykkes hende, må man læse bogen for at finde ud af. Det samme med hendes motiver for at omgås sutterne. For den gode Judith er ikke elskeligheden selv, når det kommer til stykket. Hun har nemlig hemmeligheder.

Første del af bogen er en skildring af Liseleje og de mennesker, der befolker den lille by, lidt i stil med dansk folkekomedie, lidt pudserløjerligt. Derefter får vi historien om den lille Jørgen, der vokser op på Frederiksberg i 1950’erne. Hans mor havde store forventninger til ham, selv om hun hellere ville have haft en pige. Han skuffer hende fælt og klarer sig dårligt i skolen – men han udvikler og perfektionerer et magt-gen, og som en lille Machiavelli styrer han kammerater og lærere. Men han får stadig tæsk af sin mor. Det er en fin lille historie om hvordan man nedbryder et barns selvtillid i stedet for at give det kærlighed.

Og så vender vi tilbage til dagens Liseleje og Judiths rænker – samtidig får vi også lige en forklaring på historien om Jørgen, men sammenhængen er nu ikke svær at regne ud.

Som sagt, der er lidt dansk folkekomedie over bogen. Personerne er lidt for usandsynlige, karikerede om man vil. Denne anmelder, der er vegetar, havde under læsningen også et problem med alt det kød, der er i bogen – selv om man jo var advaret af titel og forside.

At bogen blev fremhævet på Krimimessen, siger noget om hvor bred genren er i dag, og opklaringen/afsløringen til sidst er da også overraskende. Men det er alligevel svært at se, hvor Ane Riel vil hen. Jo, hun vil nok underholde, og der er da sikkert mange der vil føle sig underholdt af ‘Slagteren i Liseleje’, men ikke denne anmelder, der kun kan svinge sig op til to stjerner.