af gæsteblogger Beth Høst

I dagbladet Politiken kom Jes Stein Pedersen på et tidspunkt “til” at skrive, at på bibliotekerne brænder de bøger, det handlede om den dengang aktuelle kassationskampagne på de københavnske biblioteker. Nok var det sikkert provokatorisk ment, og det har afstedkommet protester. 

Men helt forkert er et jo ikke! Som gammel bibliotekar ved jeg udmærket, at det er nødvendigt at luge ud i materialerne, men tidens trends er lige nu, at bibliotekerne er del af konkurrencesamfundet, og derfor er der ikke plads til de mere stille eksistenser på hylderne. “Biblioteksbrugernes nye behov”, som forbundsformanden skriver, at man skal lære at indrette sig efter.

Men en af følgevirkningerne er, at biblioteksbrugeren ikke mere kan møde en bog, hun (undskyld, men der ER vel flest kvinder) ikke anede eksisterede og havde brug for at lære at kende.

Ja, naturligvis kan bøger for det meste bestilles, men selve “græsningen”, som vi kaldte turen langs reolerne i mine unge dage, den eksisterer ikke længere på samme måde.

Her i mit pensionistliv har jeg fundet et bogslaraffenland at arbejde i. hvor den stadig kan opleves. Jeg er frivillig på et kæmpestort loppemarked (i velgørenhedsbranchen) i bogafdelingen. Der er til stadighed ca. 15.000 bind på hylderne. Bogbestanden er naturligvis afhængig af det, som bliver afleveret, men der afleveres så meget, at ønskerne, som kunderne afleverer til “søgelisten” næsten altid kan opfyldes efter nogle måneder. Der er kun åbent én gang månedligt, men mængden af kunder afkræfter, at papirbogen skulle være på gravens rand. Folk møder op med lister, de går frem efter, men lige så mange kigger og ser glade ud, når de gør et fund, opstillingen er “biblioteksagtig”, så det er nemt at finde sine yndlingsemner.

Vi har, som på et bibliotek i gamle dage, hver sine ansvarsområder, et af mine er en opstilling, jeg kalder “klassikere”. Det har været en meget stor fornøjelse at se unge mennesker, finde en læder-indbundet bog og kærligt klappe den: ja SÅDAN skal den se ud! De unge køber fx Dickens og H.C. Andersen og sågar en samlet Shakespeare i smuk indbinding, og en midaldrende herre finder en Dostojevskij, han ikke havde i samlingen. Bøgerne på disse specielle hylder må gerne “ligne” klassikere (klicheen : det fine læderbind), men en temmelig slidt Hemingwaytitel, der ikke er set længe, kommer også på hylden.

Tæt på 40 år bogerfaring er nyttig i dette “job”, hvor den gamle vending “arbejdet bærer lønnen i sig selv” er helt korrekt.