En vidunderlig, omend uendelig trist, bog om dyb ensomhed og trangen til at høre til.

“Jeg ser efter min far. Han har været død i fjorten år nu, og alligevel ser jeg efter ham. Jeg håber at han vil komme gående mod mig i det skiftende lys op ad den øde gade, at han vil blive større of større, tydeligere og tydeligere, mens han nærmer sig.”

Denne indledning til vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2024 er allerede legendarisk. Den slår tonen an, og hvis man ikke forstår dybden og poesien i den, skal man måske læse noget andet – og dog. Giv bogen en chance, for det har været en af mine store læseoplevelser i 2024, og jeg kan ikke anbefale den varmt nok.

Men læs den langsomt, den fortjener det, det er en bog der kræver fordybelse.

Bogens forside viser en dreng med baskerhue, korte bukser og knæstrømper. Han står på en bro i et sydeuropæisk land og kigger med sammenknebne øjne ind i kameraet. Drengen er bogens hovedperson. Fotoet er sort/hvidt og taget omkring 1930 med det Leica-kamera, der spiller en stor rolle i bogen. Da faren, i bogen kaldet Dommeren, forærer sønnen, kameraet efter at have afleveret ham på kostskolen i Genève, ser vi det eneste, der ligner nærhed mellem far og søn.

Vi følger drengen fra hans barndom i Alexandria i Egypten, hvor hans far er dommer, over at være kostelev i Norge, på international kostskole i Genève, livet med moren i Oslo efter forældrenes skilsmisse, studietid, politisk engagement, deltagelse i modstandsbevægelsen under den tyske besættelse af Norge, eksil i Sverige og hjemkomst med polititropperne – hele tiden med en dyb ensomhed og længsel efter at høre til.

Bag Dommerens grandeur gemmer sig også en dyb ensomhed, han ved ikke hvordan han skal vise drengen sin kærlighed, for han har aldrig oplevet den hos sin far, Majoren, der hyldede princippet ”den man elsker, tugter man”. Moren er efter den første farverige og festlige tid i den tids internationale jetset i Alexandria sunket ned i en depression, ”hysteri” siger Dommeren. En dysfunktionel familie, kunne man sige.

Spørgsmålet er så, om ensomheden også arves af drengens søn, som skriver bogen?

Drengens søn, forfatteren/fortælleren har længe efter farens død forsøgt at rekonstruere hans opvækst og liv, for hvem var faren? Som titlen antyder har han altid oplevet ham som værende på vej væk.
Han gennemgår en kasse breve, tegninger og især fotos taget med det gamle Leica-apparat. Kan han lære noget om sin fjerne far? Måske.

Endnu en bog og forholdet mellem fædre og sønner? Det kan ikke nægtes, men en fremragende en af slagsen. Den har fuldt ud fortjent at få Nordisk Råds Litteraturpris for 2024.

Den er ikke let læst, men giver man sig god tid, dvæler ved sproget, fordyber sig i de menneskelige relationer – eller manglen på samme får man en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Læst på originalsproget

Niels Fredrik Dahl: Fars ryg.
Gyldendal, 2024. 352 sider
Oversat fra norsk af Anne Matthiesen. Omslag: Kerstin Hanson
Originaludgave: Fars rygg. Oktober, 2023.