Er man doven og dum, hvis man hører en lydbog under gå-eller køreturen? Eller når man vasker op? Er den ene måde at læse på ikke lige så god som den anden?
”Litteratur er et rum, du læser dig ind i sammen med forfatteren og dennes tekst” citerer Bo Tao Michaëlis Sørine Gotfredsen for i dagens udgave af Politiken – her mener hun tydeligvis den trykte tekst. Han anmelder en udgave af radioprogrammet ”Damerne først”, hvor Anne Sophie Hermansen, Anna Libak og Sørine Gotfredsen diskuterer det at lytte til an bog. Damernes holdning til lydbøger varierer lidt, Anna Libak kan fx godt ”høre en historie”, når hun ordner noget husligt, men ellers har de ikke meget til overs for at læse med ørerne, og Bo Tao Michaëlis giver dem ret: rigtige læsere læser på papir.
Det hele startede med en klumme i Weekendavisen den 8. juli i år af Aske Munck. ”Lydbogens forbandelse” hed den og udpenslede den mangel på civilisation, lydbogen udgør. Han giver Donald Trump som eksempel, vist så – men Trump læser ikke – punktum! Hverken med øjnene eller ørerne. Men at sammenligne ham med almindelige lyttelæsere, er for langt ude.
Den meget velskrivende, men også meget elitære forfatter Jens Christian Grøndahl mener også, at lydbogslæsning er udtryk for dovenskab og fordummelse i artiklen ”Måske er jeg bare gammeldags, men so be it” i samme avis (15.10.2025). Han har besluttet, at hans bøger fremover kun skal læses af ”rigtige” læsere (mine ord) og ønsker dem derfor ikke udgivet som lydbøger. Men der gør han regning uden forlag, på et tidspunkt slutter de nyeste og fremtidige udgivelser sig til hans øvrige værker – hvoraf han selv har indlæst flere – som lydbog.
I dag er lydbogslæsning vidt udbredt, og folk der aldrig tidligere har åbnet en fysisk bog, sluger ivrigt den ene bog efter den anden, streamingtjenester har kronede dage. At folk er begyndt at læse – uanset mediet – kan i mine øjne kun være et fremskridt.
Der er så mange måder at læse på, som der er læsere, og ingen er bedre end de andre. Det vigtigste er at man læser, uanset mediet. Selv læser jeg både på papir og på skærm, samt med ørerne. Det kommer lidt an på, hvad det er. I gårsdagens udgave af Politiken fortæller Dorthe Hygum Sørensen, at hun bedriver ”readwalking”, dvs hun læser mens hun går – en fysisk bog, vel at mærke. I mine øjne lidt trafikfarligt, men hun ønsker at have gadens lyde som baggrund. Sådan er vi så forskellige i vore læsevaner.
Bøgernes labyrint 
Som nævnt i indlægget læser jeg på alle medier. Det skal siges, at jeg holder meget af at sidde i sofaen eller en god stol med en god papirbog. Jeg foretrækker også papirbøger, hvis jeg skal anmelde en bog – det er nemmere at gå tilbage og tjekke et eller andet. Min streamingtjeneste har dog for nylig lanceret noget de kalder ‘Synced Listening’, hvor man kan læse og lytte en tekst samtidig. Nyttigt hvis man skal lære et sprog, på biblioteket brugte vi en del tid på at finde lydbog og den rigtige udgave af tilsvarende bog til nydansker på sprogkursus.
Jeg begyndte at høre lydbøger i bilen på vej hjem fra arbejde. Den første var ‘Blekingegadebanden’ af Peter Øvig Knudsen, og i lang tid hørte jeg kun dokumentar, og selv om jeg nu har udvidet repertoiret, finder jeg faktuel læsning egnet til landevejskørsel – ligesom klassikere.
En e-bogslæser fylder og vejer ikke meget, så den er altid med på ferie. Den gør det også muligt at læse i sengen på hoteller, der ikke gør det i læselamper ved sengen. E-bogen kan også foretrækkes, hvis typografien i papirudgaven er gnidret.