10 mennesker alene på en ø, en efter en bliver de myrdet. Hvorfor? Og af hvem? For der ER ikke andre på øen. Uhygge og mistænksomhed stiger for hvert offer.
En af Englands største – og i al fald mest produktive – krimidronninger har begået et mesterstykke og en klassiker inden for undergenren: Det lukkede rum.
Et antal mennesker, her ti, er samlet et sted, som ingen andre kan komme til, og de kan ikke komme væk. Hvem af de tilstedeværende begik mordet? Og i dette tilfælde alle ti?
De ti er blevet inviteret til en luksusferie på Nigger Island ud for Devons kyst, tilsyneladende af en de kender. Værten kan ”desværre” ikke være til stede, og under den første fælles middag afsløres det at alle gæsterne har et liv på samvittigheden, men ikke en sag for domstolene. Men ”værten” har opstillet en moralsk domstol, og gæsterne myrdes – en efter en – ifølge børnerimet ”Ten little niggers” (dansk ”Ti små cyklister”) – en uundgåelig elimineringsproces.
Gæsterne består af et pænt udsnit af Englands befolkning – læs: klasser – og beskrivelsen er fremragende. Fra den snerpede pebermø, der drev en tjenestepige til selvmord, til den charmerende, men anløbne eventyrer, der med overlæg overlod en gruppe indfødte til den visse død, over læger, dommere, guvernanter og andre der har ondt i samvittigheden – eller burde have det. Der er selvransagelser – hos nogle, andre reagerer med handling og beskyldninger.
Selv om jeg har læst bogen flere gange før, sidder jeg stadig med hjertet i hænderne, når jeg genlæser den. Damen kan det der med suspense. Nutidige forfattere benytter sig af hundredvis af sider med blodige lig, men Agatha Christie kan på 168 sider levere 100 % tætpakket uhygge og spænding.
Agatha Christie har skrevet et utal af kriminalromaner, mange er elendige, mange er OK underholdning – og nogle er fænomenal spændingslæsning. ”En af os er morderen” er absolut i toppen.
”En af os er morderen” findes også med titlerne ”Ti små negerdrenge” og ”Der var ti, der var ni…”
En af os er morderen af Agatha Christie
Carit Andersens Forlag, 1956. 168 sider
Originaludgave: Ten Little Niggers, 1939
Oversat af Poul Liebe
Bøgernes labyrint 
Meget præcis vurdering af Christie, og denne her hører også til blandt mine favoritter. Men jeg genlæser nu også Miss Marple-romanerne af og til; de er vanvittigt hyggelige.
Ok, den solgte du meget godt – den er hermed skrevet på ‘skal-læse-listen’ 🙂