af gæsteblogger Beth Høst

Min forhenværende arbejdsplads, Furesø Bibliotek & Borgerservice, afholdt d. 22. + 23. januar 2016 igen en bogfestival.  I år var temaet “opdagelse”, og jeg blev bedt om at være med, måske fordi jeg som ansat var en glad deltager ved de årlige bogcafeer og har været og er flittig anmelder på litteratursiden.dk.

Da jeg nu i mit pensionistliv er frivillig i et stort loppemarkeds bogafdeling, passerer rigtig mange bøger gennem mine hænder hver måned, og jeg følte mig derfor inspireret til at finde bøger til mit oplæg der.

Dette handler således IKKE om sæsonens nye og interessante titler, det er derimod et udpluk fra oplægget, og handler om nogle bøger, som man måske har glemt lidt, ikke ofte ser på et biblioteks hylder og for de flestes vedkommende heller ikke i den almindelige boghandel.

Berlin bliver mit startsted, fordi jeg en dag stod med Rifbjergs ’Berlinerdage’ i hånden. Den havde jeg aldrig set før, og den så interessant ud.  Den består af dagbogsblade fra et Berlin-studieophold i foråret 1995, og Rifbjerg er netop sådan en intellektuel gnavpot, som vi husker ham. Men den er også i høj grad historisk velfunderet, han gør sig sine tanker om byens historie og udvikling. Måske er det pga. min alder, men det gør ikke spor, at bogen er 20 år. Den er velskrevet og klog, jeg opdager Berlin med Rifbjerg, men derfor skal jeg da alligevel have kigget i Gazans sæsonaktuelle ‘Vi elsker Berlin’.

Herefter drager vi ind i Schwarzwald til floden Donaus udspring. Bogen er Claudio Magris: ‘Donau’. ‘Biographie eine Flusses’, som er den tyske titel, det er nemlig helt konkret en flods biografi. Forfatteren, som ikke er særlig kendt på vores breddegrader, har fulgt floden, været alle steder, læst det hele, truffet så mange, som han kunne overkomme. Poul Borum er citeret for at sige, at den er hverken rejseskildring, essaysamling eller refleksioner. Den er det hele og med ubønhørlig intelligens!
I disse tider, hvor Europas sammenhængskraft er et debatemne, viser den at kulturhistorie ikke er afhængig af grænser.

Apropos floder, så er Leif Davidsens ‘Dostojevskijs sidste rejse’ jo en god bog, både til underholdning og oplysning. Det samme gælder hans ‘Steinbecks spøgelse’ hvor han som flere andre forfattere kørte i John Steinbecks hjulspor i 50-året for hans tur ud for at genfinde sit USA sammen med hunden Charley. Davidsen er igen en god fortæller, en dagbladsanmelder skrev lidt syrligt om at være på tur med onkel Leif. Jeg følte mig nu i gode hænder på onkels Leifs bagsæde. Når en god skribent fortæller om en rejse, så er det jo netop hans tur vi er med på. Steinbecks bog ‘På rejse med Charley’ genudkom på dansk i 2007, og den anmeldelse jeg fandt fra Berlingske var helt salig. Det er også en god bog, men den skal man ud og lede efter!
En af Davidsens yndlingsforfattere er jo Ernest Hemingway, og vi er da også med på pilgrimstur til hans grav.

I Davidsens spændingsroman ‘På udkig efter Hemingway’ er en kedelig gymnasielektor på tur både til Key West og til Hemingways gård på Cuba. Den er ikke min yndlings-Davidsen, men absolut underholdende, og den hede Cuba-stemning fornemmes tydeligt.
“Going my Hemingway” har jeg læst i en artikel af Bo Tao Michaelis, at det hedder, når man drager i Hemingways fodspor.

Det gør vi så til Paris med ‘Der er ingen ende på Paris’. Hemingways dejlige rejse-essaysamling, udgivet efter hans død. Det er skitser fra de lykkelige og unge år i Paris sammen med hans første kone Hadley. Læs den! hvis du har været eller bare overvejer at tage til Paris. Eller bare kan lide en stemningsfuld bog. Den blev lagt frem sammen med blomsterne, hvor folk blev dræbt ved terrorangrebene i november 2015 i Paris, den blev solgt i store antal generelt. En udlænding skulle der til for litterært at vise, at Paris stadig er en fest, det skal terrorister ikke ændre på. Dét kan bøger altså også!

En ægte opdagelsesrejsende er vores egen Thomas Boberg. Han er kendt og velanmeldt som digter, han skriver nogle kradse og engagerede digte, men vi kender ham også fra enestående rejseskildringer fra det amerikanske kontinent. Sproget er fabulerende, farverigt og fascinerende, vi er med i ødemarken, i junglen og i storbyens mere tvivlsomme kvarterer. Der er i alt fire bind, som ikke nødvendigvis skal læses i rækkefølge, jeg valgte ‘Americas’, der udkom i 1999, og deri er mit yndlingscitat (s.239): “en uafhængig, anarkistisk rejsende, der skriver for at fastholde visse øjeblikke..” . Sådan!
Vi andre kan så følge med fra lænestolen.