Første spinoff på Stieg Larssons Millennium-trilogi leverer en spændende historie om kunstig intelligens, hacking, vold osv. i uoriginal indpakning

Det er svært at skrive denne anmeldelse, så svært at bogen har ligget læst i meget lang tid uden at blive anmeldt.

Årsagen er jo, at det var svært at læse bogen uden at have balladen om dens tilblivelse i baghovedet, ligeså svært er det at skrive en anmeldelse uden at sammenligne med Stieg Larssons trilogi.

Det går skidt på Millennium, så skidt at de må have nye penge ind. Og ejerne af disse nye penge vil have forandringer, bl.a. ønsker de at Mikael Blomkvist skal have en mere perifer rolle på bladet. Det er også meget lang tid siden, han har vist sin legendariske journalistik, og samtidig er der en smædekampagne i gang mod ham.

Han kontaktes af Frans Balder, en professor i kunstig intelligens, der er vendt hjem til Sverige fra USA. Han har haft kontakt med en kvindelig, svensk superhacker, der har visse lighedstræk til fælles med Lisbeth Salander, og Mikael Blomkvist øjner en chance for et comeback – både på bladet og hos Lisbeth. Balder myrdes den aften, han har været ude hos ham, eneste rigtige øjenvidne er Balders 8-årige søn, der er autist.

Drengen, der ikke kan tale, er skræmt fra vid og sans, men han kan tegne – og skriver helt manisk lange talrækker. Og da Mikael Blomkvist endelig begynder at tolke disse tegninger og talrækker, begynder han et se et mønster.

Bogens plot er der ikke noget i vejen med, den er også skrevet ok, inkl. oversættelsen, skønt jeg ikke kan sammenligne, da jeg har læst Stieg Larsson på svensk. Men jeg savner Larssons drive i sprog og plot, hans originalitet – ja hans kvalitet.

Lagercrantz kunne have skrevet en udmærket thriller, men er hæmmet af at skulle hægte den på persongalleriet fra Millennium-trilogien. Han er også hæmmet af at skulle leve op til en bedre og mere original forfatter end ham selv.

Jeg greb mig i at hæve øjenbrynene, når han lader Mikael Blomkvist – eller var det Lisbeth Salander – fnise! Op til flere gange. Og Mikael Blomkvist læser Elisabeth George i lange baner. Udmærket forfatterinde, men nok ikke lige det, jeg havde set som hans foretrukne læsestof.

Jeg har hørt, at David Lagerctrantz også skal skrive Millennium 5. Når forlaget nu absolut skal få deres høne til at fortsætte med at lægge guldæg, havde det været mere interessant at bede en række forskellige forfatter skrive de følgende bind.

Jeg har kun givet bogen to stjerner, men det er måske farvet af at jeg ikke synes det er i orden at ignorere Stieg Larssons litterære arving, nemlig hans samleverske. Hvis man ikke har den slags moralske kvababbelser, kan man læse den som en udmærket spændingsbog, der ikke hæver sig over gennemsnittet – hvad jeg også selv gjorde.

David Lagercrantz: Det der ikke slår os ihjel (Millennium, 4)
Modtryk, 2015. 469 sider
Originaludgave: Det som inte dödar oss. Nordstedts, 2015. Oversat af Agnete  Dorph Stjernfelt