Af gæsteblogger Anny Skov Madsen
Først var det Tom Buk-Swientys forrygende biografiske værk om ‘Kaptajn Dinesen’ (2013-14), der bl.a. beskriver Kommunardopstanden i Paris 1870-71. Kaptajn Dinesens øjenvidneberetning om opstanden er i dag en klassiker i fransk litteratur. Herefter læste jeg Kristian Hvidt: ‘Det moderne gennembrud set igennem Erik og Amalie Skram’ (2015). Det er en blændende biografi om to centrale personer, der i høj grad satte dagsordenen i de sidste årtier af det 19. århundrede, og som giver et interessant indblik i tidens brydninger. Også Pia Fris Laneth: ‘1915 – da kvinder og tyende blev borgere’ (2015) giver en enestående oversigt over de politiske spændinger og magtkampe fra 1850 til 1915, med fokus på kvindernes stemmeret.
‘Haren med de ravgule øjne’ (2011) af den engelske keramiker Edmund De Waal er en stor jødisk slægtsroman, der foregår i Paris og Wien. Den giver bl.a. et levende indblik i rigmandssønnen, skribenten og kunstsamleren Charles Ephrussis liv og færden i Paris fra 1870 – 1900. Marcel Proust er inspireret af hans liv til karakteren Charles Swann.
Ja, så var tiden og historien på plads. Og da Folkeuniversitetet i Aarhus havde Marcel Proust: ‘På sporet af den tabte tid’ på programmet her i vinter, slog jeg til. I løbet af fem forelæsninger skulle der læses halvdelen af værket Bd. 1-7 godt 2500 sider. Den sidste halvdel gennemgås i efteråret 2016.
Det har været en berigende oplevelse at fordybe sig i det sagnomspundne værk, der kort sagt handler om, hvordan man bliver forfatter. De fleste kender scenen, hvor fortælleren en vinterdag kommer hjem, og moderen serverer te og kage for ham. Med ét er han tilbage i sin barndoms ferieby, Combray, hvor tanten også serverede madeleinekage, der skulle dyppes i den varme lindete. En intens lykkefølelse opstår, og det er denne viljesløse erindringsoplevelse, der går igennem værket på forskellige måder.
Romanens komposition: Marcel Proust er forfatteren, men fortælleren i værket hedder også Marcel (det er ikke Marcel Proust selv), og han fortæller om en ung og mindre erfaren udgave af sig selv. Det hele forgår i tiden 1880-1920. Det er en brydningsperiode også i fransk historie, hvor vi er midt imellem la belle epoque (den skønne tid) og tiden omkring 1. Verdenskrig. Vigtige personer er hans barnepige, mor og mormor som giver ham dannelse og omsorg, da fortælleren har et skrøbeligt helbred. Han møder musikere, malere, skuespillere, forfattere, elskerinder, der alle på hver sin måde bliver et led i hans dannelsesproces: at blive forfatter.
Hvorfor er det så interessant? Her er små romaner i romanen, en labyrint af skiftende scener, af søvn og opvågning, af mennesker og relationer, af naturen og af sindets mange bevægelser. Det gennemgående er sporet af erindring og (den tabte) tid. Der er en langsomhed til stede i værket, der også fordrer langsom læsning for at forstå de undertiden lange sætninger og refleksioner over forelskelsens, kærlighedens og jalousiens mange ansigter. Noget af det spændende er, at Proust ofte karakteriserer mennesker som personer, han har set på kendte malerier af fx Botticelli, Goya, Vermeer, Degas og Turner. Så når man læser Proust, får man også kendskab til kunst og får lyst til at forfølge den vej.
Det er et enestående kig ind i den mondæne verden, overklassens verden, hele salonkulturen og de tilhørende hierarkier. 1. Verdenskrig vendte op og ned på alt i samfundet og kulturen. Mageløs er skildringerne af salonernes snobberi, inklusion og eksklusion. Der blev brugt megen energi på at vide, om man var inde eller ude. Det er overraskende morsomt, selv om de lange salonscener også kan virke lidt kedelige, men det er der en mening med. I det hele taget er der mange facetter af det menneskelige med. Men også tidens politik, Dreyfusaffæren, antisemitismen og homoseksualiteten er beskrevet. Nu er jeg jo ikke færdig endnu, men hvor ville jeg ønske jeg havde læst den noget tidligere. Og det er rigtigt, at tiden står stille, mens man læser og læser.
Det ville være spændende, om nogen ville prøve kræfter med Proust i en læsekreds? Hvilken luksus at debattere Proust, mens man dypper madeleinekagen i lindeteen. Måske tør jeg selv? Foreløbig har jeg købt en madeleinekageform og vil øve mig på at lave nogle lækre kager.
Der er skrevet mange begavede og læseværdige analyser af dette klassiske værk. Jeg har selv haft god hjælp af Olof Lagercrantz: ”At læse Proust” (1994) og Céleste Albaret: ”Monsieur Proust” (2008). Det er Marcel Prousts husholderske, der først som 82-årig fortalte om årene 1913-22, hvor Proust isoleret og liggende i sin seng skrev sit monstrøse værk.
Marcel Proust: På sporet af den tabte tid, bind 1-13.
Multivers, 2002-2014. Oversat af Else Henneberg Pedersen, Peter Borum, Niels Lyngsø, Lars Bonnevie.
Originaludgave: Les temps retrouveé, 1913-1927
Bøgernes labyrint 
Tak for dit indlæg, hvor jeg lige fik mulighed for at genkalde mig min egen tabte tid, den sommer, hvor jeg læste de første to romaner (for en del år siden) og derfor godt kan genkende din fascination af de mange små romaner i romanen og af langsomheden i forfatterens fortællestil. Der er mange personer i historien, som er fascinerende, men jeg var mest rørt over drengen Marcel, det skrøbelige følsomme barn, der længes efter sin mors godnatkys og som trodser faderens vrede ved at opsøge moderen efter sengetid…uh, gys!