Norsk kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2017 er en stramt komponeret, rapportagtig lille sag på 75 sider.

Kjetil er en helt almindelig ung mand, der møder en pige, som han gerne vil stifte familie med. Da huspriserne i Stavanger er røget i top i kølvandet af olie-eventyret, køber de, som så mange andre, et hus i Hommersåk en halv times kørsel inde i landet.

Men alt bliver ikke idyl, for samme år bliver Kjetil overfaldet og voldsomt mishandlet. Det kommer til at ændre hans og andres liv. Først er der den fysiske restituering, de mange operationer, han må gennemgå gennem flere år, men en sådan omgang efterlader også sår på sjælen.

Nu kunne man forledes til at tro, at vi skal høre en indfølt historie om den stakkels Kjetils lidelser, og det skal vi også, men bogen er skrevet i et ultrakort, stramt sprog, faktisk helt rapportagtigt. Og romanen er en rapport om Kjetils liv efter overfaldet og det norske samfund i 00’erne.
Det er ikke mange romaner, hvor man kan læse om ”kognitiv dissonans”, og det rapportagtige sprog giver sig udslag i sætninger som ”Mange virkede modtagelige over for en polariseret og mere forenklet fremstilling af de udfordringer, samfundet stod overfor” (P. 28). Der gives ikke håndfaste forklaringer på, hvad der sker, men et ord som fx ”skulle” bruges adskillige gange på hver side, fx ”Sommeren 1999 skulle Kjetil Tuestad være blevet bekendt med en ung kvinde …” eller ” Man har fået bekræftet, at …” Faktisk lyder det lidt som en politirapport.

Kjetil forandres som følge af overfaldet, bliver skilt, ryger ud og ind af psykiatrisk afdeling, har selvmordstanker og udviser selv voldelig adfærd. Sideløbende hører vi om samfundsudviklingen i 00’erne, hvor olieeventyret blev mindre eventyrligt, og ikke mindst om hvordan volden i stigende grad gennemsyrer det norske samfund.

Det er på mange måder en fin lille bog, den er hurtigt læst, men sætter sig spor hos læseren. Det lille forlag, Silkefyret, har sørget for noget, der ligner en dansk udgave af originalen, dvs den er oversat med stor entusiasme men liden professionalisme. At oversætte fra et nabosprog er ikke så nemt, som det ser ud til. Læseren kan jo godt regne ud, hvad en akutmodtagelse, men hvorfor opfinde et ord som ”lufthelikopter” i stedet for ”ambulancefly”? Der er mange norske udtryk i teksten, fx køber de hus ”på” og ikke ”i” Hommersåk, ordstillinger osv. Min anbefaling er derfor at læse bogen på norsk, den er skrevet på et lettilgængeligt bogmål.

At følge Kjetil rundt i Stavanger har været en lidt nostalgisk rejse for mig, for jeg kender jo områderne. Storhaug, hvor min mormor boede og hvor jeg tilbragte alle mine barndoms somre,  Tjensvoll, Hillevåg, Madla og Sandnes, hvor jeg kender eller har kendt folk.

“Termin’ er sammen med den meget omdiskuterede ’Arv og gæld’ af Vigdis Hjorth de norske kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris i år. Hvilke chancer den har, skal jeg ikke udtale mig om.

Henrik Nor-Hansen: Termin. En fremstilling af vold i Norge.
Forlaget Silkefyret, 2017. 75 sider.
Originaludgave: Termin – en fremstilling av vold i Norge. Oversat af Allan Lillelund Andersen