Dokumentarisk skildring af en række uopklarede danske kriminalsager – spændende som en kriminalroman
Da jeg i sin tid købte kolonihave og besluttede at bo derude om sommeren, tænkte jeg, at nu måtte jeg nok holde op med at læse kriminalromaner. Men det kunne jeg jo ikke, selv ikke efter dengang hvor jeg, bevæbnet med en brødkniv, gik ud for at konfrontere en overfaldsmand, der stor og fægtede med en kniv i min forstue (lige før jeg slukkede lyset, havde jeg læst om, hvordan Varg Veum blev overfaldet i en gyde i Oslo). Knivmorderen var skyggen af et birketræ, der stod og svajede i lyset af en projektør fra det nærliggende industriområde 🤣.
Så jeg fortsatte, og det gør jeg stadig. Men denne meget seriøse og fagligt dokumenterende bog har faktisk psyket mig så meget, at jeg, en dag, hvor jeg på en travetur i et sommerhusområde så en parkeret stationcar i skyggen af nogen træer, besluttede, at nu havde jeg vist gået langt nok og vendte om.
’Uopklaret’ er en meget spændende og letlæst gennemgang af en række uopklarede danske kriminalsager fra Mordet i Finnerup Lade og Dyvekes død til branden på Scandinavian Star og Amagermanden. Danske – med undtagelse af historien om Jack the Ripper, som indleder afsnittet om kvindemord, og uopklarede – med undtagelse af Amagermanden, men de mord var jo uopklarede i mange år. Indtil man ved hjælp af DNA kunne kæde forbrydelser sammen. Fx tog Amagermanden en slurk af en karton mælk i køleskabet efter endt dåd på mit gamle kollegium, Amagerkollegiet. Det skulle han ikke have gjort.
Mange af de uopklarede sager har plaget folk gennem årene, jeg er overbevist om at de politifolk, der var involveret i fx dobbeltmordet på Peter Bangs Vej og nedskydningen af Marie Lock-Hansen i hendes hjem i Højbjerg, ikke kan lægge dem bag sig. Især disse to har også været genstand for mange teorier og er beskrevet og spekuleret over i et antal bøger. Frederik Strand har lavet et grundigt researcharbejde, fremlægger kun fakta og kommer ikke med nye teorier.
’Uopklaret’ er underholdende og på mange måder mere spændende end den mest blodige kriminalroman. For det beskrevne er virkelig sket.
Bogen er forsynet med en liste over anvendt kildemateriale
Frederik Strand: Uopklaret: Danmarkshistoriens største, uopklarede kriminalsager (dk 34.31)
Lindhardt & Ringhof, 2016. 563 sider
Bogen er hørt som lydbog, udgivet på Audioteket og indlæst af Morten Rønnelund
Undskyld kunne ikke helt lade være med at grine lidt, da jeg læste dit indlæg. Fantasien har jo fået benzin ved, at vi har læst krimier – da jeg læste, at der var sket et overfald på Amagerkollegiet, for der har jeg også boet, lettelse, da det senere blev opklaret….men alligevel føles det tæt på, da det jo er vores kollegie (eller var). Jeg har været katte/hund/hus-sitter og må indrømme, at kom jeg “hjem” efter mørkets frembrud, så skulle jeg lige huset i gennem, tjekke rummelige skabe for at sikre mig, at jeg var alene (i en af Julie Hastrup’s bøger gør hendes hovedperson Rebekka præcis det samme – forskellen er bare at hendes mani er resultatet efter et overfald) – hvad jeg dengang ikke tænkte på, at jeg skulle bare ha’ set husdyrenes adfærd: hvis de var rolige, så kunne der jo ikke være en fremmed.
Noget der virkelig har ændret noget i mig er et mix af Christian Mørk’s Drengen ingen kunne finde og så et uopklaret mord, hvor man fandt skeleettet år senere i en skov – den skov blev nogle år senere min legeplads/løberute og havde jeg vidst dengang, at der var fundet et skelet, så havde jeg nok ikke roligt kunne færdes der efter mørkets frembrud