Litterær status – 2024 i bøger

BogforsiderVelkommen til et nyt læseår
Foreløbig ser året vådt og stormfuldt ud, og udsigterne til en fredeligere verden lader vente på sig.
Ingen af delene kan vi gøre ret meget ved, bortset fra at håbe på det bedste og ellers – som i mange af livets andre tilskikkelser – holde os til Frans af Assisi’s bøn:

  • Herre, giv mig styrke til at ændre det, jeg kan ændre
  • Herre, giv mig tålmodighed til at leve med det, jeg ikke kan ændre
  • Herre, giv mig visdom til at skelne mellem de to

Og hvad kan bedre hjælpe os til at leve efter disse tre bud? Bøger!

I 2024 lykkedes det mig at læse præcis det samme antal som i 2023, nemlig 66,  seks flere end mit mål. Ok, et par stykker har været billedbøger, men man skal jo også bruge tid på at studere billederne.


Året bedste bøger
Det har været svært at udpege de bedste bøger, ville egentlig have lavet en top 10, men hver gang jeg kiggede på den, udskiftede jeg titler og lavede om på rækkefølgen. Det eneste stabile var de to øverste:

Bogens forsideMørket bag dig af Kirsten Thorup.
Jeg var voldsomt begejstret for ”Indtil vanvid, indtil døden” (Gyldendal, 2020), der handlede om Harriets rejse til München i 1942. Hendes mand blev som pilot i Luftwaffe skudt ned på Østfronten, og hun søger trøst hos veninden, der også er gift med en tysk officer.
Derfor kunne det kun gå for langsomt med at læse efterfølgeren, hvor Harriet er vendt hjem og genforenet med sine to drenge. Det bliver gradvis sværere at være tysk krigsenke i København, og gennem hendes øjne følger man begivenhederne i de sidste krigsår og under og efter befrielsen. Som altid er Kirsten Thorup velskrivende og vedkommende. Den specielle skriveteknik, du-formen, vænnede jeg mig hurtigt til, og den fungerede fint.

Bogens forsideKairos af Jenny Erpenbeck
Vinderen af den Internationale Bookerpris 2024 vakte straks min interesse. Jeg hørte den først som lydbog, og det fungerede ikke så fint, fordi der er to fortællestemmer og spring i tid. Jeg er nu i færd med at genlæse den på papir, og forhåbentlig dukker der en anmeldelse op på bloggen på et tidspunkt.
Tilsyneladende en banal historie om forholdet mellem 19-årige Katharina og Hans, der er 34 år ældre. Det specielle ved den er bl.a. tid og sted: Østberlin i årene fra 1986 til efter Murens fald.  Bogen spinder et fint væv omkring personerne og perioden, den handler bl.a. om magtforhold.


Årets bedste krimi
Folk anbefaler mig ofte krimier, og lige så ofte bliver jeg skuffet. Ikke denne gang, jeg har igen opdaget en forfatter, der skal læses mere af.
Bogens forsideForbandelsen af Christoffer Carlsson
Første del af en serie, Halland-suiten, foregår på den svenske ”småbygd”. En mordbrand, en skyldig – alt er klappet og klart. Og dog, mange år senere opklares forbrydelsen. Bogen er velskrevet, persontegningen fin og opklaringen realistisk.
Jeg skal snart videre i serien.
Ellers har jeg til min store fornøjelse genopdaget Anne Holts serie om Hanne Wilhelmsen.


Årets skuffelse
Der er bøger og forfattere, man glæder sig til nyt fra – derfor er skuffelsen dobbelt, når man opdager at de ikke lever op til ens forventninger. I 2024 var der to af slagsen.
Bogens forsideSkriften i vandet af John Ajvide Lindqvist (Blodstormen, #1)
Jeg har tidligere læst og anmeldt to bøger af forfatteren og været begejstret for begge, handling, sprog og den specielle stil hvor socialrealisme parres med det overnaturlige. Ikke mange forfattere kan mestre det. Læs gerne mine anmeldelser af Lad den rette komme ind og Venligheden.
Nu er han startet på en krimi-trilogi. Jeg har læst første del – og fortryder inderligt. En kvindelig krimiforfatter og en mandlig hacker blandes ind i et massemord. Det varer ikke længe, før man tænker ”Blomkvist og Salander” med omvendte køn. Vold og hævn gennemsyrer bogen og fortsætter tilsyneladende i de følgende bind. Nej tak herfra.

Bogens forsideSkaberen af Arne Dahl og Jonas Moström (True Fiction, #1)
Også nej tak til flere bind i den nye serie af Jonas Moström og Arne Dahl. Moström kender jeg ikke og har så heller ikke lyst, men som kendere af bloggen ved, er Arne Dahl min store favorit. Jeg var så glad, da han i I cirklens centrum vendte tilbage til politiromanen og kan ikke forstå, at han ikke fortsætter med den nye serie. I stedet for at beskæftige sig med stereotypt og usandsynligt vås. Læs min anmeldelse, hvis du gider.

Årets bedste fagbog
Ud af de 11 fagbøger, jeg har læst, er fire selvbiografier, de er alle klassikere, og jeg kan anbefale dem alle. Derudover vil jeg anbefale denne:
Bogens forsideStorm på vej af Steffen Kretz
(98.637)
Meget aktuel bog i disse tider. Den beskriver med udgangspunkt i stormen på kongressen 6. januar 2020 det amerikanske samfund og Trumps vej til magten. Han har haft mulighed for at tale med både rige og fattige, Trump-støtter og det modsatte, og jeg fik som læser mange ting på plads.
Jeg hørte den som lydbog, indlæst af forfatteren, og som den rutinerede tv-journalist, han er, klarede han det til UG med kryds og slange

Se listen over læste bøger 2024


I alt læste: 66
Romaner: 22
Novellesamlinger: 3
Krimi: 25
Fag: 11 – heraf 4 biografier
Børne-og billedbøger: 3
Skuespil: 2

Sprog:
Engelsk: 16
Norsk: 7
Svensk: 4
Spansk: 2


På Bøgernes labyrint er der anmeldt 14 titler, de tre skrevet af min gæsteblogger, Beth, som nu desværre “har sagt op”. Jeg har anmeldt 11, heraf er de fem en del af projektet genpublicering af mine bedste anmeldelser på Litteratursiden.
Der er skrevet syv artikler, og månedens nye udgivelser er udkommet næsten hver måned 😉

Godt læsenytår 2025.

Skriv en kommentar