Anmeldelse: Din til døden af Gunnar Staalesen

I en sag, der begynder med cykeltyveri og ender med mord, møder Varg Veum en enlig mor og hendes søn, begge taler i høj grad til hans beskyttertrang

En dag møder en meget ung klient op på Varg Veums kontor, Roar på 8 og et halvt, kun lidt ældre end Veums egen søn, som han ikke har set meget til efter skilsmissen. Roar beder om hjælp til at få sin cykel tilbage, som Joker og hans bande har taget.

Denne drengebande har en hytte i skoven bag boligkomplekset, der overvejende bebos af bistandsklienter, enlige mødre og andre af samfundets svage. Den har specialiseret i at stjæle børnecykler, og når mødrene så kommer op i hytten for at hente cyklen, kommer de grædende tilbage med iturevet tøj. Det ønsker Roar ikke skal ske for hans mor, Wenche Andresen, og har derfor henvendt sig til en privatdetektiv. Det må sådan en nemt kunne klare. Og Veum nænner ikke at sige nej, men Roar bliver lidt bekymret, da han opdager at privatdetektiven ikke har en revolver. For Joker er farlig, han er ond.

Det må Veum sande, i første omgang går det udmærket, men ved senere konfrontationer kan Veum ikke snakke sig ud af skrammer. Men han bliver ved med at komme i kvarteret, for Roars mor er lige så ensom, som han selv er. Men før alt bliver idyl, findes hendes eksmand myrdet, og meget peger på, at hun er den skyldige. Politiets indblanding forhindrer selvfølgelig ikke Veum i at grave i sagen – og han møder flere bemærkelsesværdige kvinder.

Dette er Gunnar Staalesens anden roman om den bergensiske privatdetektiv, Varg Veum, men den er først nu oversat til dansk. Efter nogle års ansættelse ved børneværnet slog Veum sig ned som privatdetektiv, men hans hjerte banker dog stadig for de svage, og særlig for udsatte børn, som det kan ses i en række bøger.