Anmeldelse: Når kun tavsheden taler af Robert Goddard

Bogens forsideDa Jonathan forlader skolen i 1968, får han et sommerjob i kaolinfirmaet Wren & Co og møder jævnaldrende fra Wren-familien – lidet anende at den skal præge ham resten af livet.

Jonathan Kellaway er fast besluttet på at forlade sin hjemby St. Austell i Cornwall efter studentereksamen, men han skal have et sommerjob inden sine studier på London School of Economics, så han vælger byens mindre firma, Wren & Co, for han vil ikke sætte sine ben hos storebroderen, CCC – Cornish China Clays. Man skriver vel 1968 og holder med the underdog. Begge firmaer udvinder kaolin, en vigtig ingrediens i porcelænsproduktionen. Han møder den administrerende direktørs stedbørn, Oliver og Vivien – og dermed er hans skæbne beseglet.

42 år senere søger han sin pension fra Intercontinental Kaolin, men får at vide at det er på betingelse af at han finder de forsvundne arkiver fra tiden op til CCC’s overtagelse af Wren & Co i 1969. Ordren kommer helt oppe fra toppen af det multinationale selskab, nemlig fra den tidligere administrerende direktør for Wren & Co – som lynhurtigt fik samme stilling hos CCC efter overtagelsen og fortsatte opad i hierarkiet.

Begivenhederne finder sted skiftevis i 1968 (Cornwall), 1969 (Capri), 1984 (Capri) og 2010 (Cornwall og Capri). Forfatteren lagde på Krimimessen i Horsens 2014 heller ikke skjul på at der er visse steder der er mere behagelige at udføre research på end andre, så mit gæt er at han researchede i Cornwall om sommeren og på Capri i den køligere del af året. Og så kan det jo trækkes fra i skat!

Robert Goddard er en temmelig ujævn spændingsmaskine, men ’Når kun tavsheden taler’ hører til i den bedre ende. Den er bygget op over den sædvanlige model: en mand uden forpligtelser bliver involveret i ting han ikke kan overskue, inkl. en underskøn kvinde, han manipuleres af mennesker der både intellektuelt og økonomisk er hans overmænd; han er loyal, så det eneste spændingsmoment er egentlig hvor meget han bliver snydt.

Elementær spænding, intriger og eksotiske steder gør, at man bliver godt underholdt. Personerne fremstår så troværdige, som det nu er muligt i en historie, der egentlig er ret utroværdig. Men skidt, snup den med i hængekøjen, til stranden eller i kufferten, så går tiden i godt selskab.

Se også min anmeldelse af På lånt tid af Robert Goddard

Robert Goddard: Når kun tavsheden taler.
Gyldendal, 2014. 448 sider.
Originaltitel: Fault Line, 2012. Oversat af Claus Bech.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s