Foruroligende og hårrejsende norsk bygd-noir roman
Da jeg havde læst sidste side af denne bog, gjorde jeg noget jeg sjældent gør: jeg udstødte en lyd – en krydsning mellem et gisp og et udråb! Og da jeg sad i haven, spurgte naboen, om der var noget galt. Det kan man måske godt sige, for slutningen var særdeles overraskende og satte mange tanker i gang. Det er en foruroligende roman – en hybridroman, der kan læses som kærlighedsroman, familieroman, thriller, bygd-noir har et dagblad kaldt den. Der er også meget humor i den. Den er svær at sætte i bås, men det gør den ikke ringere, tværtimod. Man kunne også fristes til at kalde den en hårrejsende roman.

Tormod har altid ment, at 5 er et godt antal, så da han og Siv har fået to børn, Alf og Helene, synes han at det er på tide at fuldende familien med barn nr. tre. Men der gør han regning uden vært, efter to besværlige svangerskaber og ditto fødsler, er Siv ikke til sinds at lægge krop til flere.  Hun har taget på, hendes pryd, det lange gyldne hår, er reduceret til en nem korthårsfrisure, hun tilbringer sin fritid med at sidde i sofaen og bingewatche tv-serier. Det ender med et kompromis, en hund, Snusken, som hele familien elsker. Harmonien er genoprettet.

Men en dag forsvinder Snusken, og uanset hvor meget de leder, er den pist væk. Siv vender tilbage til sofaen, og Tormod går ud i garagen/værkstedet. Men Tormod er ikke bare en dygtig håndværker, han er også lidt af et teknisk geni og har et veludviklet opfinder-gen. Han blander rødler og kunstgødning, tilsætter metalspåner osv. Bare for at se hvad der sker. Og der sker ting og sager, især da en kammerat fra Tormods vilde ungdom kommer forbi.

Lerklumpen, eller Snusken som Helene begynder at kalde den, bliver et slags levende væsen, et nyttigt familiemedlem, men da den ved et uheld udsættes for wifi-stråling, går det helt galt. Som det skal i den slags historier. Hvis dette var en religiøs bog, ville man kunne tale om ”Guds straf”, men det er det ikke, der er heller ikke ligefrem tale om straf, men om at tage ansvar, når hele det lille samfund pludselig står over for en fare, som man har andel i.

Matias Faldbakken er en fascinerende forfatter. Han lagde i begyndelsen af århundredet ud med trilogien ‘Skandinavisk misantropi’ under navnet Abu Rasul. Netop som man troede at han var en parentes i norsk litteratur, udgav han i 2017 romanen ‘The Hills’ under eget navn, et mesterligt stemningsbillede fra en svunden tid. Med ‘Vi er fem’ har han igen skiftet kurs, men er stadig lige velskrivende og stilsikker. Bogen er den ene norske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2020.

Matias Faldbakken: Vi er fem.
Gutkind, 2020. 215 sider.
Omslag: Richard Øiestad (KVNST)
Originaludgave: Vi er fem. Forlaget Oktober, 2020. 209 sider. Oversat af Sara Koch.

Bogen er modtaget til anmeldelse fra Forlaget Gutkind