Anmeldelse: Man skulle nok have været der af Thomas Korsgaard

man_skulle_nok_have_vaeret_der_200Nu tager vi afsked med Tue, læseren sukker, griner og græder og vil savne ham. Thomas Korsgaard har slået sig fast i det danske litterære landskab med syvtommersøm.

Da vi sidst så Tue, var han endelig sluppet væk sin dysfunktionelle familie for enden af verdens længste grusvej. Han var stået af linje 888 i Valby og parat til at indtage København – om end lidt famlende, og jeg troede faktisk, at det var det sidste vi hørte til ham, før han genopstod som Thomas Korsgaard, men nej.
Vi skulle lige have et tredje og sidste bind om Tues trængsler i hovedstaden – heldigvis.

Det er hårdt at komme til København, når man tydeligvis lige er kommet ind med firetoget fra det mørke Jylland og taler bredt jysk. Man skal lære et helt nyt sprog, man siger f.eks. ikke ‘dav’, men hej. Det er svært. Endnu sværere er det sociale sprog.

Da vi møder ham her i bind tre, er han lige blevet smidt ud af sin lejlighed, han lægger alle sine ejendele til storskrald, for han har ikke nogen steder at flytte hen. Tilbage står han med en sportstaske med lidt tøj og en laptop, samt en stuepalme.

At være hjemløs i København er ingen spøg. Han har fået en tjans som avissælger på Politiken, en af de der irriterende fyre, der står på gadehjørnerne og antaster en. Han gør det med et vist held i begyndelsen, måske på grund af sin jyske accent. Og så har han jo en vis charme og “the gift of the gab”, som de siger på den anden side af Vesterhawet.
Men natteroderiet trækker tænder ud, og han begynder at overnatte på arbejde, men det er ikke holdbart i længden. En kollega får ondt af ham og tager ham med hjem til den store lejlighed på Østerbro, hvor hun bor sammen med sin berømte arkitektmor. Han kan få lov til at sove på sofaen et par nætter, indtil han finder noget andet.
De par nætter bliver efterhånden til mange, for han befinder sig ganske udmærket i en lejlighed med designermøbler, og hvor der altid er champagne på køl.

Nu tager vi afsked med knægten, der gennem tre bind har underholdt os med sine påfund, sine forsøg på at håndtere livet og finde ud af, hvem han egentlig er. Vi tager forhåbentlig ikke afsked med Thomas Korsgaard, hvis evne til at fremstille de små situationer fremstår underholdende, hjerteskærende og knivskarpt.
Lad der bare komme mere fra den kant. Jeg har ikke oplevet noget bedre siden Dea Trier Mørch.

Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der
Lindhardt & Ringhof, 2021. 272 sider.
Omslag: afventer oplysning


Læs også anmeldelserne af to to første bøger om Tue, samt novellesamlingen ‘Tyverier’:

Hvis der skulle komme et menneske forbi
Sørgmunter debutroman om en problematisk opvækst for enden af verdens længste grusvej.

En dag vil vi grine af det 
Bliver alting godt, fordi man kommer til penge og får nye havemøbler? Tilsyneladende ikke. Endnu en stilsikker roman om livet på landet fra sidste års debutant  

Tyverier: noveller
Letlæst, men sent glemt novellesamling om de eksistenser, der har det så svært i vort moderne samfund

 

One comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s