Eske K. Mathiesen – digter, troldmand og mundskænk

af  Poul Larsen

eske_200
Broderi over tekst af Eske K. Mathiesen, broderet af Åse Rørdam, gift med digteren. Foto Birgit Bjerregaard. Begge har givet tilladelse til at bringe billedet.

Eske K. Mathiesen blev født den 29. april 1944 og døde den 4. juni i år (2021).

Jeg husker ikke tydeligt, hvor og hvornår jeg ’opdagede’ Eske, kun at hans tekster en dag for år tilbage åbnede ud til en forunderlig verden med kryb og kravl, fugle, blomster, ukrudt, buske og træer i alle farver og højder og med et univers af spøjse mennesker.

Oftest lader han begivenhederne udspille sig i en lilleputverden, hvor vi kan møde et tusindben, der går på line og en bille, der ligger på ryggen parat til at gribe solen, hvis den skulle slippe sit tag. Eller som i det her korte digt:

Nu har krokusserne i plænen
tændt landingslysene, tranerne kan komme.

Hvem kan beskrive en komponists musik? Vellyden, klangfarven og rytmen kan få mange og fine ord med på vejen. Men selve musikken, kan vi beskrive den, så vi kan høre den? Den bedste løsning må være at spille den.

På samme måde med Eskes tekster. De kan være stille, krøllede, lette, poetiske, spændstige, finurlige, underspillede, altid overraskende. Men siger sådanne ord os ret meget? Nej, bedst er det at citere ham:

Hvis du er stille/ kan du høre skarnbasserne trampe/ på jorden.
Hvis du er endnu mere stille /kan du høre skarnbasserne hviske/ sammen.
Hvis du er rigtig, rigtig stille/ kan du høre lyden af penslerne /når skarnbasserne maler hinanden/ med blank, sort farve.

Og se, hvad en stille byge kan afstedkomme:

 Som den gode vært byder søen regnen velkommen.
Ikke alene er der en skydeskive til hver regndråbe;
Den sørger også for, at alle rammer plet.

Som læsere står vi tilbage – målløse og himmelfaldne!

 Og så er han billedskabende: Jeg ser ham i hurtigløb sætte af og skrive store O’er i luften med araberspring og flikflakker efterfulgt af dobbelt baglæns saltoer med to skruer for så at slutte med en sekundkort landing på tæerne med samlede ben og med armene ned langs siden. Rank som et udråbstegn.

Eller som skøjteløber hen over isen – det lange menneske – med hænderne på ryggen, og som så pludselig svinger ind i en piruette, hvirvler rundt på stedet og bliver til en proptrækker, der går amok. For fuld skrue forsvinder han igennem isen og når lige at råbe hep-hep og løfte en arm. Vi, der skynder os hen til hullet, når måske at se et par bobler. Det er resterne af det fnis, han for en gang skyld ikke har kunnet holde tilbage.

De ikke så få erotiske digte er skælmske og charmerende:

Regnormen er på vej over min/ lerindsmurte sko, den vejrer ivrigt med sin spidse snude. Nu gør den tilnærmelser/ til snørebåndet. Et stævnemøde er under udvikling. / Lad os løfte blikket op mod de drivende skyer/ og lade de elskende være i fred.

Og ikke blot som digte, men også i små tekster kan lidenskaben komme frem:

Da vi skal se Svanesøen, er den døende svane desværre blevet syg, og en rotte må danse den store solo i stedet – gør det i øvrig brillant. I pausen beder jeg min ledsager, en hidsende skønhed med funklende brune øjne, skrive sit navn i programmet, som et minde om denne begivenhedsrige aften. Hun nægter, men i en mørk port på vej hjem suger hun i et heftigt kys alle plomberne ud af mine tænder.

 Samlingerne indeholder ind imellem en del korte og lidt længere fortællinger. De er ikke de mindst ringe. En af mine favoritter er den her:

 Enhver med en klokke i tårnet har pligt til at ringe med den, når kisten bæres forbi, eller pligt og pligt: Det hører sig til, som kam til håret og knapper i bukserne. Og så længe klokken lyder, har bærerne lov til at hvile. Men så snart den tier, hanker de op i kisten igen, for vejen til kirkegården er lang, og derfor hjælper den døde også ofte selv med at bære. De andre skiftes så til at ligge og hvile i kisten, måske få en blund. I kisten er der en blikdåse med kiks, lidt af årstidens frugt og en hel flaske blommesnaps, af den stærke. Mere end én gang er det sket, at selskabet har været så svirende, når de omsider er nået frem, at de har lagt den forkerte i graven og først opdaget det, når jordklumperne og småstenene har trommet godnatvalsen så ihærdigt på kistelåget, at den dernede er vågnet og er begyndt at synge med.

Nu ligger Eske så selv under jorden, men er på ingen måde tavs. Hans talrige ’sange’ vil fortsætte med at leve og lyse op og blive sunget i mange år.

Han er ikke sådan at slå ned.

Eske K. Mathiesen var uddannet folkemindesamler og har siden 1976 udgivet 60 samlinger med digte og korte fortællinger. Hertil 17 børnebøger. (Se Wikipedia). Eske K. Mathiesen modtog i 1987 Otto Geldsted-prisen og i 2002 Statens Kunstfonds hædersydelse. I 2009 fik han Kritikerprisen og i 2014 Albertineprisen. Hans bøger er for det meste udkommet på små forlag, angiveligt fordi han selv ønskede at have hånd i hanke med valg af illustratorer, layout, sats, omslag mv. Hvis man har ønsker om at læse ham, kan jeg anbefale at låne eller anskaffe sig: Eske K. Mathiesen: ”Samlede digte 1975-1978”, ”1982-2004”, ”2004-2014” og ”2014-2016” plus hans seneste og sidste samling digte fra 2020, som hedder ”Omveje”. De nævnte samlinger er alle udkommet på Asger Schnacks Forlag.

One comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s