Vemodig lille roman om kunstens tvang.
Da pigen fylder fem år, får hun en violin af sin far. Den er i børnestørrelse, og med tiden bliver hendes violiner større, ligesom antallet af musiktimer, og den arbejdsindsats der lægges i at kunne spille perfekt.

Efter konservatoriet er det legater til undervisning hos de bedste i bl.a. Salzburg og Wien. I Salzburg er der kun tørvejr, når festspillene løber af stablen, og hun føler sig ulykkelig. Men Wien elsker hun.

Hun bor hos Alfred Brendels meget excentriske ex-kone og øver sig, øver sig, øver sig. Hun laver et stramt skema for hver dag, hvor længe hun skal spille og hvad hun skal spille. Metronomen er over hende som en pisk, hun bliver neurotisk, tror hun er overvægtig og udvikler bulimi.

Hun spiller kun hos de bedste, som måske ikke ligefrem er de store pædagoger.

Bogen giver et fint billede af hvor meget man må lide for at nå toppen i sin kunst, og hvor mange afsavn, man må lide. Og hvor ulykkelig man kan blive. Hvordan præstationspres og præstationsangst kan fylde et liv.

Knud Romer viste allerede i sin gennembrudsroman, ‘Den der blinker er bange for døden’, at han kan sætte sig ind i andre menneskers følelsesliv. I denne føles det dog en smule manieret, og jeg kan ikke sige mig fri for at have kedet mig en smule. Pludselig dukker der mennesker op, som tilsyneladende betyder meget for pigen, hvor kom de fra? Måske har jeg bare glemt dem.

‘Pigen i violinen’ er smukt skrevet og barmhjertigt tynd. Alligevel måtte jeg tvinge mig til at læse den færdig, den forekom mig uendeligt uvedkommende.

Knud Romer: Pigen i violinen
Lindhardt & Ringhof, 2021. 141 sider.

Omslag: Christian Ramsø