anmeldt af Beth
Seks fortællinger, hvori vi følger syv personer gennem deres skæbner. Tidsmæssigt befinder vi os i slutningen af det attende århundrede, vi er i Mellemeuropa, det Østrig-ungarske kejserrige er en magtfaktor, og det er den øvre socialklasse, der danner kulisser bag beretningerne.

Sproget er konstrueret, så læseren måske skal få fornemmelsen af at læse en udgivelse fra tiden.

En af hovedfigurerne er lille Vinca, vi møder hende i 1889, da hun er tre år og følger hendes opvækst nogle år.  Hun bor alene hos sin far, hr. Gerhard von Herzbach. Der er dog en engelsk barnepige, og Vinca har egentlig en lykkelig barndom, selvom faderen er lidt ustabil, han er ikke ret ofte til stede, og hvad foregår der egentlig i hovedet på ham.  Det hele bryder dog sammen, da hendes far forsøger at få Vinca midlertidigt passet hos sin søster, Mirsa, der bor på familiens gods.  Nu går det så over stok og sten, med svindel og manipulation.  Ideerne til plottet fejler ikke noget, jeg har som læser bare svært ved helt ubesværet at læse sproget. Jeg formoder, at det skal illustrere tidsånden, måske er det korrekt, der må også ligge en stor research bag.  Formidlingen kommer bare til at virke desværre konstrueret på mig.

En anden af figurerne er Hermann, søn af en magtfuld østrigsk bankdirektør. Igen kan talesproget forekomme konstrueret. Talte de sådan? ja måske, men det går altså ud over læsbarheden, og det giver desværre ikke mig som læser den eftertragtede følelse af, ”at være der selv”. Her kommer så en lang historie om hvordan den kluntede men alligevel lidt rørende Hermann bliver manipuleret rundt i firmaet af faderen. Den kunne nok med fordel være kortet lidt ned. Hermanns ægteskab til slut med cellospilleren Lihlah og hendes skæbne er faktisk fascinerende. Det er så en af de fortællinger, der slutter brat. Måske den færdiggøres i værkets sidste bind. Men lige nu tænker jeg ”og hvad så nu?”

Forfatteren kalder sin bog en ”kollektivroman”, men her har jeg så lidt svært ved at forstå sammenhængen, også selvom bagsideteksten fortæller, at den belyser ”impulserne bag egoismens banale ondskab og kærlighedens uselviskhed”.

Søren Skogstad Nielsen: Bladenes passagerer I-VI
Attika, 1922. 528 sider