Anmeldt af Beth
Fragmentarisk, fortællende, fascinerende, forrygende … her er en meget speciel kulturhistorie om årrækken 1929 – 1939 i Europa. Nærmere betegnet handler det om miljøet i Tyskland, nazismen og muligheden for at komme væk med følelser, fantasi og selvrespekt intakt.
Vi kender forfatteren fra ’1913. Århundredets sommer’ der udkom på dansk for 10 år siden. Samme fragmentariske fortællemåde møder vi her, men allerførst kan man jo spørge sig selv: hvor vil han hen med at bruge kærlighed som tema i en fortælling om nazismens fremmarch i Tyskland i 30’erne?
I 1929 hører man for første gang fra Cole Porter: ’What is this thing called love?’, og så går det ellers af sted over stok og sten i hælene på kulturpersonligheder og deres rastløse liv. Her kunne remses op, alle lige fra Sartre, Dietrich, Hemingway, Kästner, Dali, Brecht, Mann (flere), Tucholsky, Remarque til Konrad Adenauer sågar samt en hel del for mig ukendte. Man skal nok være hjemme i den tyske/midteuropæiske kulturhistorie for selv at kende alle navne, men nu er jeg som almindelig læser i hvert fald godt oplyst.
Og så er der lige genrespørgsmålet. I det danske biblioteksvæsen er den anbragt under verdenshistorie, jeg opdager, at det nu til dags hedder ”narrativ nonfiktion”. Jeg skal love for, at der fortælles historier, men Illies har gjort sit hjemmearbejde, bogen afsluttes med en imponerende litteraturliste over perioden overordnet (10 sider og du skal kunne tysk), dernæst et navneregister og til slut en lille afsnit med korte facts om de allermest kendte. Bl.a. lakonisk om hvordan flere blev henrettet.
Det er en overmåde underholdende beretning, den kan her og der føles overfladisk, de mange anekdotelignende småhistorier, skøjter vi af og til henover. Først tænkte jeg, at den skal læses i småbidder. Men nej, så mister man da helt den geografiske og historiske fornemmelse. Sæt fart på læsningen og føl dig hensat til de menneskefjendske 1930’ere.
Florian Illies: Kærlighed i hadets tid. Historienom en følelse 1929-39
Gutkind, 2023. 426 sider.
Originaludgave: Liebe in Zeiten des Hasses. Chronik eines Gefühls 1929-1939. På dansk ved Jørgen Herman Monrad
Omslag: @Alette Bertelsen
Læs også Beths anmeldelse af 1913 – Århundredets sommer på Litteratursiden