Anmeldelse: Goldstein af Volker Kutscher

Bogens forsideFremragende tysk krimi fra Weimarrepublikkens Berlin. Gereon Rath får en kedelig opgave, men pludselig har han rigeligt at se til.

Efter den lidt triste oplevelse, jeg havde med Tysk mesterskab, er jeg vendt tilbage til Volker Kutscher, der også skriver kriminalromaner fra Weimartidens Berlin. Og det er en helt anden historie.

Perioden er eminent godt beskrevet, plottet kompliceret men godt og persontegningen fremragende.

‘Goldstein’ er tredje del i serien om kriminalassistent Gereon Rath og foregår i sommeren 1931. Der er uro i Berlin: de to forbryderligaer, Berolina og Nordpiraterne, er på randen af krig, to fraktioner af SA strides, og kommunister og nazister kæmper mod hinanden. Man bemærker de brunes (SA) stigende og selvsikre nærvær i gaderne, og selv i politiets rækker viser der sig at være organiserede SA-folk, selv om det ikke er tilladt. Jøder chikaneres på gaden, mens de øvrige tilstedeværende lader som om de intet bemærker – et fingerpeg i retning af hvordan det senere kommer til at gå i Tyskland.

Rath får fra højeste sted til opgave at sørge for skygning af en jødisk-amerikansk gangster, Abraham (Abe) Goldstein. Man kender ikke hans ærinde, men Rath og hans mænd skal åbenlyst klæbe sig til ham for at sikre at han ikke laver noget snavs.

Alligevel forsvinder han sporløst fra sit hotelværelse og bliver endnu et problem i Raths samling. Hans forhold til Charly Ritter er nu stabilt, men alligevel problemfyldt. Hun er i gang med sin karriere og ønsker ikke at blive hjemme og passe hus, når hun bliver gift, som nogen forventer. Gør Rath det også? Men han har jo ikke friet.

Som dommermedhjælper får hun et gadebarn i sin varetægt. Alex(andra) har set en politibetjent skubbe hendes ven og makker i døden efter et mislykket indbrud i stormagasinet Ka-De-We, men hvem vil tro hende? Det lykkes hende at flygte, og Charly bliver suspenderet. Hun tager sig Alex’ skæbne meget nær og forsøger at finde hende, men Rath mener det er uprofessionelt at engagere sig så personligt. Dette fører til et brud, men kan de to undvære hinanden?

Et mindst lige så stort problem for Rath er hans bekendtskab med forbryderkongen Johann Marlow, Dr. M, leder af Berolina. Dr. M har gjort Rath flere tjenester, og den slags tjenester skal tilbagebetales – og det er Dr. M, der bestemmer hvornår gælden skal indfries.

Volker Kutscher bliver bedre og bedre. Fjerde del er udgivet på tysk, og jeg kan næsten ikke vente på oversættelsen. Det bliver spændende at finde ud af hvordan enegængeren og humanisten Gereon Rath klarer sig i de år og de begivenheder, der kommer. Politiet er en styrke, folk stort set har tillid til, og ledelsen med jøden Isidor Weiß som øverste leder anser sig for folkets beskyttere. Men der er brådne kar i styrken, og flere og flere mener at det er deres ret og pligt at være både dømmende og udøvende magt over for dem, de anser for at være forbrydere.

Volker Kutscher: Goldstein – Gereon Raths tredje sag.

Sohn, 2013. 634 sider.
Originaludgave: Goldstein.  2010. Oversat af Hanne Lund


SE OGSÅ:
Bogens forside
Den stumme død af Volker Kutscher
”Gereon Rath var jo ikke en af de papirnussere i politikorpset, der bare sad og sad på deres fede bagdel, til stolen brød sammen under dem, han var på farten derude, hvor tingene skete. Kun dér lå sandheden gemt, dér, hvor forbrydelserne blev begået, ikke inde mellem to ringbind” (s. 213)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s