Ny roman i Arne Dahls nye serie om NOVA-gruppen bringer os rundt i Stockholm og i Antikken
En kæmpestatue af Zeus dukker op i Stockholm, en gipskopi af den berømte Zeus-statue i Olympia, et af Verdens Syv Underværker. Mystisk. Måske bliver byen begavet med de andre seks? Det ønske drukner, da nattens regn afslører, at gipsen er vandopløselig – og at der befinder sig et lig inde i statuen.
Eva Nyman samler NOVA-gruppen: hvem er offeret? Hvordan er det lykkedes at anbringe den kæmpemæssige statue midt i Stockholm uden vidner? De øvrige underværker dukker op, alle med et lig som ekstragevinst.
Arne Dahl er vendt tilbage til politikollektivet, men det virker ikke som om de arbejder særlig kollektivt. Deres forskellige kompetencer udnyttes dog intensivt, bl.a. udvikler Sonja Ryd sig til kunstekspert med særligt henblik på “street art” og færdes blandt kunstnere, gallerister og kunstkendere, for hvis en af dem ikke er ansvarlig for underværkerne – og mordene, kan de måske lede dem på sporet.
Bogen er som sædvanlig meget kompliceret, og man skal holde tungen lige i munden under læsningen. Den er som sædvanlig velskrevet – hvordan oversættelsen er, skal jeg ikke udtale mig om, da jeg læste den på svensk. Man har måttet finde en ny oversætter, da hans tidligere oversætter har pensioneret sig selv.
Men jeg savner A-gruppen, man kommer ikke helt ind under huden på NOVA-gruppen som man gjorde med Poul Hjelm, Kjerstin Holm og alle de andre.
Arne Dahl: Underværker. Nova, 2.
Modtryk, 2025. 351 sider
Originaludgave: Underverken, 2025. Oversat af Lotte Kirkeby.