Anmeldelse: Den sidste pilgrim af Gard Sveen

Velskrevet og medrivende krimi med en tredobbelt mordgåde i 1942 og en nutidig. Er der en sammenhæng?

Gard Sveen har en historien at fortælle, og det gør han godt, så de priser han har fået for denne debutroman er fuldt fortjente.

Han spinder en lang og kompliceret historie med udgangspunkt i fundet af tre skeletter i Nordmarka (naturområde i Oslo). To kvinder og et barn, begge kvinderne med et kuglehul i kraniet, barnets dødsårsag er ukendt. Tommy Bergmann ved Oslo Politi gennemgår listerne over efterlyste personer lang tid tilbage, og i september 1942 får han bid. Den velhavende fabrikant og værnemager, Gustav Lande, efterlyste sin forlovede Agnes Gerner, sin 8-årige datter og en tjenestepige. Er det tredobbelte mord modstandsbevægelsens værk?

Kort tid efter finder hjemmehjælperen Carl Oscar Krogh, en kendt og agtet efterkrigspolitiker og tidligere modstandsmand, brutalt myrdet i sit hjem. En hævnaktion? Men hvem? Året er 2003, og mange i modstandsbevægelsen er borte, men en af dem, Tommy Bergmann snakker med, fortæller ham at Krogh var meget optaget af at undersøge omstændighederne ved en kendt modstandsmands tilsyneladende selvmord i Stockholm i maj 1945. Han mente ikke at det var selvmord, men ingen ønsker at røre ved sagen.

Sideløbende med opklaringsarbejdet bliver læseren ført tilbage til sommeren 1942, hvor modstandsbevægelsens unge og smukke undercoveragent, Agnes Gerner, møder Gustav Lande.

Selv om læseren ved mere end Tommy Bergmann, er der dog mange spørgsmål. Hvordan endte Agnes Gerner sit liv i Nordmarka? Og hvorfor er der stadig så megen mystik omkring selvmordet/mordet i Stockholm?

Tommy Bergmann har problemer med at styre sit temperament i privatlivet, og hans kæreste har forladt ham. Han har svært ved at bearbejde det faktum, at det sidste minde han har om hende er hendes bøn om ikke at slå. Derfor har han problemer med at indgå i et nyt forhold; han ved han skal have hjælp, men søger tilflugt i arbejdet.

Det bringer ham til Sverige og Berlin, hvor han snakker med gamle modstandsfolk og gamle nazister for at udlede, hvad der egentlig skete den sommer i 1942. Det lykkes ham ikke helt, men de tre døde i Nordmarka og Kroghs skæbne bliver endelig afsløret. Kun de døde – og læseren – kender hele sandheden. Og det viser sig at være en historie om krig og kærlighed – og moralen kunne være: Lad være med at forelske dig, når der er krig. Det går aldrig godt.