“Der var tilvoksede tømmerveje, smalle veje og stier, der snoede sig mellem uddøde byer og indskrumpede samfund. Der var søer og elve og små hidsige bække, der strømmede både over og under jorden. Dampende moseområder, der bredte sig som lækkende sår, og sortøjede skovsøer uden bund. At lede efter et forsvundet menneske i dette landskab var en livstidsopgave” (p. 31-32)

Denne opgave påtager gymnasielæreren Lennart Gustafsson (Lelle) sig, efter at hans 17-årige datter forsvinder sporløst. Dvs han gør det i Norrlands lyse sommernætter, som han kører tynde i sin søgning efter Lina. Hans sorg, hans følelse af svigt ved at have efterladt hende ved busstoppestedet. Hun kom aldrig med bussen, det kan både chaufføren og en passager bevidne.  Men hvor blev hun af?

Tre år går, så forsvinder endnu en ung blond pige, der i bemærkelsesværdig grad ligner Lina. Er der en sammenhæng?

Bogens anden tråd er historien om den 17-årige Meja, der kommer til det lille samfund sammen med sin mor, der har mødt en ny fyr på et datingsite. Moderen er psykisk ustabil, drikker for meget og er nu ekstatisk over al den friske luft og muligheden for at udfolde sit kunstneriske talent. Meja har oplevet det hele før hos alle Siljes tidligere mænd, her har hun i det mindste sit eget værelse, og der er mad nok.

Men da hun en sommernat møder Carl-Johan og hans brødre i skoven oplever hun en livsholdning, der er helt anderledes end den, hun kender, og det varer ikke længe, før hun flytter hjem til ham og hans familie i Svartsjö. De er meget anderledes, kaldes hippier, ryger ikke, drikker ikke, har ikke tv, og de er totalt selvforsynende – og de modtager Meja med åbne arme. Hun opgiver gladeligt sin smartphone, så slipper hun for moderens evindelige opkald og sms’er.

Men med tiden oplever hun, at familien i skoven er lidt lovlig omklamrende, de har den holdning at de skal være forberedte og overleve det ragnarok, samfundet er på vej imod.

Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem Lelles og Majas historier, og sagens rette sammenhæng går ret hurtigt op for den opmærksomme læser. Så det er ikke den hæsblæsende uhygge og spænding, der får læseren til at hænge på, men dens indbyggede spænding, bygget på person-og landskabsskildringer. Kontrasten mellem de lyse, nordiske sommernætter, hvor der aldrig bliver mørkt, og de store, mørke skove

’Sommermørke’, der er forfatterens debut, blev meget fortjent udråbt til årets bedste krimi i Sverige i 2018.

Stina Jackson: Sommermørke
Lindhardt & Ringhof, 2019. 303 sider.
Originaludgave: Silvervägen. Oversat af Charlotte A. E. Glahn