Livet er for kort til dårlige krimier

Fængselsgård i tåge
Eget foto

Hvis du ikke vil spilde dit liv på dårlige krimier, skal du møde op på årets krimimesse, der afholdes i weekenden i Fængslet i Horsens, det bliver den største hidtil med masser af inspiration.

Da den første krimimesse fandt sted en oktobersøndag i 2001, var der ingen der anede hvad dette initiativ skulle føre til. Det var en såre beskeden affære, men i dag – 18 år senere – føler jeg mig lidt beæret over at have været med fra starten. Meget har forandret sig, mest markant størrelsen, der er mulig fordi den nu afholdes i det gamle Statsfængsel, Slottet, der højt hævet over Horsens skuer ud over byen. Men noget har ikke ændret sig, man kan stadig møde Gunnar Staalesen, Leif Davidsen og Bo Tao Michaëlis.

I de 18 år er der udgivet et hav af krimier, mange gode, men endnu flere dårlige. Alle hopper med på krimivognen, når det nu er der læserne – og pengene – er. Men hvad er så en god krimi? Det er selvfølgelig en smagssag, og jeg kan se, at folk labber, hvad jeg vil kalde dårlige eller middelmådige krimier i sig med største fornøjelse. og det skal de være velkomne til.

Livet er for kort til dårlige krimier
Jeg har nået den høje alder, hvor jeg har ret til at mene, at livet er for kort til dårlige krimier. Hvad er så en god krimi efter min målestok? Hvad får mig stil at slippe alt for lige at snuppe et kapitel til – og så lige et til?

  1. Et godt og sammenhængende plot. Det siger jo sig selv, og det gælder uanset om det er en cliffhanger, hvor morderen afsløres på sidste side; eller om vi ved hvem morderen er fra første side – eller om morderen aldrig afsløres.
  2. Det hænger nemlig sammen med kravet om et godt sprog. Den velskrivende forfatter/oversætter kan få folk til at tro på hvad som helst, kan få selv det mest usandsynlige til at virke sandsynligt, fx Stieg Larsson. Jeg gider ikke spilde mit liv på forfattere/oversættere/forlagsredaktører, der ikke har et elementært kendskab til dansk grammatik og retskrivning. At det “bare” er en krimi er ingen undskyldning.
  3. Ligeledes er en god personkarakteristik vital, personerne skal virke troværdige. Det samme gælder miljøet.

Det er så heldigt, at flere af de forfattere, jeg sætter allerstørst pris på, og som opfylder ovenstående kriterier, er med på årets krimimesse, så jeg har lagt et stramt program.

Disse skal jeg nå – og gerne mange flere

Tove Alsterdal (S)
Nyeste bog på dansk: Blindtunnel

 

Bogens forsideArne Dahl (S)
Nyeste bog på dansk: Midtvand

 

Elly Griffiths (UK)
Nyeste bog på dansk: Døden på museet

 

Ian Rankin (Scotland)
Nyeste bog på dansk: I et hus af løgne

 

Bogens forsideGunnar Staalesen (N)
Nyeste bog på dansk: Udenfor er hundene

 

Og så er jeg ved at læse norske Heine Bakkeids debutroman Jeg vil savne dig i morgen, igen et spændende nyt krimibekendtskab

 


Se krimimessens program

Se krimimessens hjemmeside med praktiske oplysninger

Skriv en kommentar