Lykke må være at være normal, eller…? Både morsom og sørgelig skildring af at være single i nutidens Japan.

Jeg har aldrig været i Japan, og jeg ved ikke om jeg har lyst til at besøge landet. Derfor har jeg heller ikke det store kendskab til japansk litteratur. Men da en af mine yndlingsbibliotekarer talte varmt om denne lille japanske roman, tænkte jeg, at den skal have en chance.

Og jeg kan varmt anbefale den. Det er en fortryllende lille bog, både morsom og sørgelig på samme tid.

Keiko er ikke helt normal, måske autist, hun tager alt 100% bogstaveligt, og hendes mangel på empati er udtalt. Hun kan fx ikke forstå, hvorfor søsterens spædbarn skulle være mere vidunderligt end venindens, de er begge grimme og ligner dyr. En dag græder nevøen, og Keiko, der sidder med en skarp kniv i hånden, tænker at det skrigeri kunne hun da hurtigt sætte en stopper for. Nu er Keiko ikke ond, hun er faktisk meget hjælpsom og omsorgsfuld – på sin måde.

Som studerende fik hun et job som løsarbejder i en døgnkiosk, og det job har hun stadig – 18 år senere. Familie og venner var glade, da hun fik jobbet, men nu er de bekymrede, for det er ikke normalt stadig at være løsarbejder og ugift. Men Keiko trives i døgnkioskens velordnede verden. Her er der regler og manualer for alt, hvor hun ude i verden tit kom i tvivl om, hvordan hun skulle reagere for at virke normal.

Krisen kommer, da hun for at opnå den ønskede normalitet inviterer en hjemløs ex-kollega til at bo hos sig. ”Samlivet” mellem de to er en historie for sig. Han har store tanker om sig selv som manden, der er kvinden overlegen.

Keiko kan lignes med en robot, hun har alle døgnkioskens lyde inde i hovedet, kender alle rutinerne, og, da hun på et tidspunkt er inde i en anden af kædens butikker, begynder hun straks at rydde op, er helt fortvivlet over at alt roder, og dagens slagtilbud er ikke blevet fremhævet. Hun er simpelthen den perfekte døgnkioskmedarbejder.

Og det er jo det, der er hendes identitet, døgnkioskmedarbejderen – eller døgnkioskmennesket. Uden døgnkioskens rutiner er hun lost.

’Døgnkioskmennesket’ er en lille perle af en roman, som jeg ikke kan anbefale nok.

Hørt som lydbog fra eReolen

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket.
Grif, 2019. 149 sider.
Originaludgave: Konbini ningen. Oversat af Mette Holm.

Indlæst som lydbog af Anne Merete Storm-Olsen for Den Grimme Ælling. Varighed 3 t. 17 min.