Lille stor roman om vrede og afmagt, men også om styrke og kærlighed

Et sted i Nordsverige for ca. 100 år siden forlader Malin en tidlig morgen sine sovende børn, spænder skiene på og løfter rygsækken op på ryggen, den rygsæk, hvori hun har pakket det absolut nødvendigste, bl.a. tændstikker og petroleum. Hun har taget en skæbnesvanger beslutning. Et sted i en hytte er fire mænd samlede for at skove (fælde træer), fire mænd fra hendes liv, fire mænd der har gjort hende ondt og ødelagt hendes liv. Nu har hun sin chance for at få hævn, når de sovende mænd vågner, vil de være spærret inde af et flammehav.

Det er en barsk tur gennem ødemarken, og flere gange er det ved at gå galt. Et sted styrter hun ned ad en skrænt og frygter at en ski er brækket. Hvis det skete, ville ikke blot hendes forehavende mislykkes, hun vil selv være prisgivet. Og hvad hvis hun mister rygsækken og dens farlige indhold.

Mange tanker går gennem hendes hoved i det døgn, hun er undervejs, tanker om det liv, der blev hendes. Mennesker, hun holdt af, farmoren og veninden Olivia.

De fire mænd, lærer vi i kapitler undervejs, er ikke udyr, de er almindelige mænd, som handler som de gør, fordi… De er fanget i det liv, skæbnen har givet dem. Gennem dem får vi fortalt historien om Malins liv fra hun var lille pige til gift kone og mor.

Og historien om hvorfor hun nærer et så brændende had til disse mænd. Eller til skæbnen.

Miljøet og tiden minder om Sara Lidman og Kerstin Ekmans romaner fra Nordsverige, om de fattige liv, om det hårde arbejde for at føde familien under barske vilkår. Anne Marie Têtevides bog er dog mere psykologisk og ikke så socialt engageret som Lidman, og Ekmans intense beskrivelse af Norrlands natur når hun ikke – men det er der ikke mange, der gør. Naturen er der, den er et vilkår som alt det andet.

Jeg har kendt til forfatteren, Anne Marie Têtevide, men aldrig før læst noget af hende.  Hendes forfatterskab er ikke stort, men er vel modtaget af kritikerene. Hun formår at skildre en gruppe menneskers almindelige liv uden de store armbevægelser og med stor solidaritet.

Igen et bevis på at stor litteratur kan skrives på under 200 sider.

Anne Marie Têtevide: Ildens døgn
Gyldendal, 2016. 184 sider