Hvis man ikke kan få den, man elsker, må man elske den, man kan få – det er hvad den unge Betty Macintosh må erkende i denne fremragende anden del af trilogien om Gamle Filth .
Hvem var Betty Feathers? Bortset fra at have været gift med den estimerede Hong Kong-jurist, Edward Feathers, i en menneskealder.
Det er hvad Edward i trilogiens første bind funderer over efter hendes død, og han til sin overraskelse opdager, at flere store aviser har skrevet nekrologer over hende, ikke som hans vedhæng, men som en respekteret kvinde med stort socialt engagement. Han elskede hende højt og kunne ikke leve uden hende, men han kendte hende ikke.
Betty er i lighed med Edward imperiebarn, men hun tilbragte krigen i en japansk fangelejr, hvor hendes forældre døde.
Hun og Edward mødes i efterkrigstidens Hong Kong, og han anser hende for at være en passende hustru for en af Imperiets sagførere. Han frier, og hun accepterer – vel vidende, at det ikke er den store passion, men tryghed. Hun lover aldrig at forlade ham – men blot en time senere møder hun sit livs store kærlighed, Terry Veneering, også imperiesagfører og dertil Feathers’ faglige konkurrent.
Hun holder sit løfte til Edward, selv om han ikke kan give hende de børn, hun så forfærdelig gerne have. Hun forlader ham ikke, eller gør hun? Hun møder Tony Veneering igen, og hans kærlighed er stadig stærk. Men hun forlader dem begge, da hun dør.
Men ”Manden med træhatten” – hvem er han? Under læsningen huserede Albert Ross, dværgen med den store hat (dog ikke af træ) og spillekortene, i mit baghoved. Siden deres første møde, har han været Edward Feathers’, uundgåelige og beskyttende skygge. Han er ikke begejstret for Betty, frygter måske at blive udmanøvreret som Edwards nærmeste, og måske intrigerer han mod hende?
Hans rolle som ”grå eminence” både i ’Imperiets mand’ og ’Manden med træhatten’ er interessant, han spiller ikke en direkte aktiv rolle, men er en meget væsentlig person. Bøgerne kan og skal genlæses af mange grunde, én kunne være at følge Albert Ross.
Efter mange år mødes Betty og Terry igen på et hollandsk galleri, hvor der er en træfigur, der forestiller et mandehoved med en stor hat, og Terry har de samme associationer som jeg.
Men de skilles igen:
Hun sagde: ”Farvel Terry. Jeg forlader ham aldrig. Det har jeg sagt til dig.”
”Men jeg er stadig hos dig. Jeg forlader dig aldrig. Vi glemmer aldrig hinanden.”
På det sidste trappetrin sagde hun: ”Det ved jeg, ja.”
Efter ’Imperiets mand’ var jeg spændt på, om forfatterinden kunne holde stilen. Det kan hun, ’Manden med træhatten’ er mindst lige så god, og nu glæder jeg mig til tredje del, ’De sidste venner’, som er Terrys historie.
Bogen er modtaget til anmeldelse fra forlaget
Jane Gardam: Manden med træhatten (Gamle Filth, 2)
Modtryk, 2016. 271 sider
Originaludgave: The Man in the Wooden Hat, 2009. Oversat af Jakob Levinsen
Læs også anmeldelserne af:
Imperiets mand af Jane Gardam (Gamle Filth, 1)
Der er godt nyt til anglofile, endnu en velskrevet serie om en dysfunktionel familie i den britiske overklasse har set dagens lys.
De sidste venner af Jane Gardam (Gamle Filth, 3)
”Titanerne var borte. De havde kæmpet mod hinanden for sidste gang. Sir Edward Feathers, gerne kærligt omtalt som Filth (Failed In London Try Hong Kong), og sir Terence Veneering, de to ypperste eksponenter for engelsk og international ret i bygge-og anlægsindustrien og de førende eksperter i forureningsetik, var døde.” Sådan indledes tredje og sidste bind om Eddie, Betty og Terry
Bøgernes labyrint 