Så er der godt nyt til dem, der elskede Berlinerpoplerne og har spekuleret over, hvad der er sket med familien Neshov efter bruddet i ’Ligge i grønne enge’.  

3½ år er gået, og vi følger på skift parret Erlend/Krumme – nu med børn, Margido og mest Torunn.  Og heldigvis for det, for Torunn er langt den mest interessante person, men Margido vokser også – han er ikke så meget træmand, som man tror. Men det har virkelig været svært at skrive noget begavet om det ustyrligt rige og ustyrligt overgearede bøssepar, der nu er fædre til tre børnehavebørn, så det hele går op i juice og godnathistorier. Vi får også et alt for langt flashback til tiden omkring fødslerne. For fremdriftens skyld er der flettet et hjerteanfald ind, og noget tyder på at Krumme må ændre livsstil, hvis han vil se børnene blive kon/nonfirmeret – også selv om Erlend har svoret at han vil holde op med at elske ham, hvis han taber så meget som et kilo. Så i femte og sidste bind oplever vi nok Erlend og Krumme på daglige løbeture i omegnen af den arvede rigmandsvilla ved Strandvejen.

Margido er ved at udvikle sig til en ren pater familias, og det trives han med. Det er ham, Erlend ringer til, da Krumme bliver indlagt, det er ham, Torunn søger tilflugt hos, da hun endelig beslutter at forlade Christer.

For 3½ år siden forlod Torunn Neshov, gården som hun havde arvet, fordi hun følte sig omklamret. Hun følte at alle stillede krav til hende, men hun var ikke selv afklaret. Nu vender hun tilbage til sin gård, der i de mellemliggende år er blevet noget forfalden. Jorden er bortforpagtet, og gården er lukket ned bortset fra laden, hvor Margido opbevarer sine ligkister.

Men der er jo penge på kistebunden, og Torunn går på med krum hals. Bestiller container til alt det gamle skrammel, så hun kan få plads til sit eget. Laver planer og kontakter håndværkere, hun skurer og skrubber og finder efterhånden en hverdag sammen med sin hund.

Og vi må jo ikke glemme gamle Tormod, der er overlykkelig over at være kommet på plejehjem (det virker også som om det er meget et ressourcestærkt plejehjem, han er kommet på; i Danmark ville han ikke få lov til at komme i nærheden, så selvhjulpen han er). Men hans lykke er rørende, han vil ikke væk, ikke så eget som på en lille køretur i omegnen, for tænk om det bare var en drøm, og han skulle ”hjem” til Neshov.

Der er lidt ”og hvordan gik det så?” over bogen, noget man måske kan forvente bliver stærkere i næste bind, der efter forfatterens egne oplysninger er det sidste. En udvikling sidst i ’Altid tilgivelse’ tyder dog på et nyt spor.

Men det var hyggeligt at møde familien Neshov igen, og jeg læser helt sikkert også næste bind. Jeg er i dette bind kommet til at holde meget af Torunn, jeg har aldrig forstået hvad hun så i Christer, men det forstår hun måske heller ikke selv. Men hun er blevet en stærk kvinde, og jeg har store forventninger til hende.

Anne B. Ragde: Altid tilgivelse.
Rosinante, 2016. 327 sider

Originaludgave: Alltid tilgivelse, 2016. Oversat af Rolf Stavnem

De øvrige bøger i serien: Berlinerpoplerne, 2007. – Eremitkrebsene, 2007. – Ligge i grønne enge, 2008.