Hjertevarm og smuk roman om livet – og hvad man skal med det
Da jeg først hørte denne roman omtalt tænkte jeg, at det her tiltaler min humoristiske sans: en mand, der rejser på charterferie med en boremaskine i kufferten for at kunne hænge sig uden at bekymre sig om at finde en krog. Og jeg var ikke ene om den tanke, i begrundelsen for at udnævne bogen som vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2018 blev det humoristiske islæt også nævnt.

Ligeså Klaus Rothstein fra Weekendavisen, men her bliver vi sat på plads:

”… og da jeg foreslår, at hendes roman er humoristisk, måske ironisk, måske sarkastisk, hæver hun et øjenbryn, uforstående, måske endda advarende, irettesættende.
”Nej,” siger hun knastørt. Hvis jeg finder humor i bogen, er det kun fordi udlændinge har svært ved at forstå den islandske omgang med smerte og lidelse.
”Det stammer fra sagatiden. Det er en måde at håndtere livet på. Vi bliver menneskelige gennem modsætninger. Derfor skal man bruge modsætninger, når man skriver romaner. Det komiske bliver dramatisk – dér ligger meningen med det hele. Hvis man vil skrive om livet, må man skrive om døden. Hvis man vil skrive om kvinder, må man skrive om en mand.” (WA, 2. november 2018).

Men uanset, er dette er en af de smukkeste bøger, jeg længe har læst. Layout og format, smuk blå forside, et format lidt mindre end det gængse, men også indhold og sprog er vanvittigt smukt. Det er en nydelse at holde denne bog i hånden, det er en nydelse at læse den. Den vandt meget fortjent Nordisk Råds Litteraturpris 2018, selv om den havde meget stærke konkurrenter.

Jonas Ebeneser får i første kapitel tatoveret en vandlilje hen over nogle ar på brystet – efter den nu voksne datter Gudrun Vatnalilja. De værste ar kan dog ikke dækkes af en tatovering, de sidder på sjælen. Efter mange års ægteskab forlader konen ham, og som en afsluttende forhånelse, fortæller hun ham at han ikke er den højtelskede datters biologiske far.

Efterhånden føler han ikke, at hans eksistens har en berettigelse og beslutter sig for at begå selvmord. Men hvordan? Rigtige mænd skyder sig med et jagtgevær, læser han på internettet, men med sine 49 år er han også for gammel, alle de selvmyrdede forfattere og kunstnere var meget yngre.

Og selv om Vatnalilja alligevel ikke er hans datter, vil det jo være hende der skal finde ham – enten skudt i stykker eller dinglende fra en krog i loftet, for derefter at rydde op i hans ting. Så han beskikker sit bo, så den del er i orden, og bestiller en enkeltbillet til et fjernt land, hvor han på et anonymt hotelværelse med sin medbragte boremaskine kan bore en krog op i loftet og hænge sig der.

Landet og dets befolkning, for størstedelen kvinder, har også sine ar. Det har netop været igennem en ødelæggende borgerkrig, ødelæggende for bygningerne og for befolkningen. Alt er gråt og dækket af støv, der ses næsten kun kvinder, og de få mænd savner en eller flere legemsdele. Og de har alle slået ihjel.

“Alle kvinder har mistet nogen, ægtemænd, fædre, sønner eller brødre. Børn har mistet fædre og ældre brødre. Dem der overlevede, har mistet arme, ben og andre legemsdele”

Hotellet er ramponeret, og selv om han jo ikke skal være der længe, reparerer han alligevel bruseren og en skabslåge, og pludselig har han igen menneskelige relationer. Hvad hvis nu den unge Maj, på alder med hans datter, eller hendes lille søn Adam, finder ham dinglende fra en krog i loftet?

Så selvmordet bliver udsat, han bliver byens handyman. En gruppe kvinder vil starte et kollektiv for kvinder og børn, og selv om de er så selvhjulpne som kun kvinder uden mænd kan være, er en mand med en boremaskine en god allieret.

Det er en bog om menneskets ukuelighed, dets evne og vilje til at rejse sig. Det er en hjertevarm bog, som alle bør læse.

Note:
Jeg vil blot tilføje et lille afsnit om navnesymbolikken i bogen, der er udtalt. Maj og Adam er begge navne, der antyder en ny begyndelse, mens Jonas (Johannes, Jonah) betyder “due”, dvs fredsbebuder, og Eben-Ezer er hebræisk for “hjælpens sten”. Gudrun, som både er datterens, ex-konens og Jonas’ mors navn, er til gengæld ur-nordisk og betyder “Guds hemmelige overleveringer”.

Auður Ava Ólafsdóttir: Ar
Batzer & Co, 2018. 249 sider.

Originaludgave: Ör. Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen.