Anmeldelse: Krigslys af Michael Ondaatje

Bogens forsieKan man stole på sine minder? Nathaniel må som voksen genhuske det, han tror at huske fra en ikke helt almindelig barndom i Ondaatjes fabulerende udviklings- og spionroman.

I 1945 bliver 14-årige Nathaniel sammen med sin to år ældre søster, Rachel, efterladt af forældrene, der skal opholde sig i Singapore i forbindelse med faderens arbejde – siger de. Deres logerende, kaldet Natsværmeren, overtager ansvaret for dem. Et par måneder senere dukker moderen op alene, hvor har hun været? Hendes omhyggeligt pakkede bagage har stået i kælderen hele tiden. Og hvor er faderen?

Som 28-årig tænker Nathaniel tilbage på den tid og forsøger at forstå, hvad der egentlig skete. På den ene side var det lidt spændende. Natsværmeren fyldte huset med en række excentriske typer, bl.a. Lynet, som tog Nathaniel med på natlige udflugter på en flodpram på Themsen og dens sidekanaler. De smuglede først Greyhounds, senere guderne skal vide hvad. Han får et fritidsjob i et hotel, som Natsværmeren kender, og møder der pigen Agnes.

Der er så meget et barn ikke forstår, men Nathaniel står på grænsen mellem barn og voksen. Han er drenget spændt over udflugterne med Lynet, seksuelt spændt over samværet med Agnes, føler ansvar over for Rachel, der lider af epilepsi, men også forvirret over situationen. Hvor er forældrene? Hvem er den mand, der tilsyneladende følger efter ham? Vil han ham noget godt eller ondt? Og hvad var der mellem moderen og Natsværmeren? Der var noget hemmelighedskræmmeri med signaler på et tag under krigen, men hvad betyder det?

Den voksne Nathaniel får – ikke helt tilfældigt – et kontorjob ved efterretningstjenesten i London og sniger sig til at gennemgå arkiver, han ikke er berettiget til at se. Han søger oplysninger om moderen, der har været agent under og efter krigen og indblandet i flere farlige missioner i Europa.

’Krigslys’ er en udviklingsroman, en spionroman og en dejlig roman. Man nyder de tråde, forfatteren spinder omkring sin læser. Nathaniel er ikke hovedpersonen, ”kun” fortælleren, den egentlige hovedperson viser sig at være moderen, der har levet et mere eventyrligt liv, end mange drømmer om. Den del af bogen kan sammenlignes med John le Carré, når han var bedst. Til gengæld får beskrivelserne af de natlige udflugter med Lynet mig til at tænke på Dickens.

Romanen er mit første bekendtskab med Michael Ondaatje, men hvilket bekendtskab.

Michael Ondaatje: Krigslys
Batzer & Co, 2020. 301 sider
Originaludgave: Warlight, 2018. Oversat af Paul Klitnæs.
Forlaget har ikke oplyst, hvem der er ansvarlig for den meget stemningsfulde forside.

Tidligere anmeldt på Litteratursiden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s