anmeldt af Anne Grete

Ny oversættelse af Christopher Isherwoods klassiker fra 1939 viser at bogen stadig  er meget læseværdig med fokus på Berlin i starten af 1930’erne.

”Jeg er et kamera med lukkeren åben, ganske passiv, optager uden at tænke. Optager manden, der står og barberer sig ved vinduet overfor  og kvinden i kimono, der vasker sit hår. En dag skal alt dette fremkaldes, omhyggeligt trykkes, fikseres”. Sådan indleder jeg-fortælleren, Christopher Isherwood, sin autobiografiske roman om sin tid i Berlin. Han er en god iagttager og kommer via sine forskellige bekendtskaber vidt omkring i et Berlin, som er præget af mange modsætninger : rig/fattig, fine villaer/slumkvarterer, før/nu (1930), nazisme/kommunisme. Modsætningerne træder tydeligt frem i  hans beskrivelser af det – på overfladen – lette liv, som leves i cabaret’erne og på værtshusene,  i overklassens fine villaer og 3. baggårds fugtige værelser, hvor store familier er stuvet sammen på få kvadratmeter, som bestemt ikke er velegnede om boliger.

Romanen består af seks sammenhængende fortællinger, med forskellige hovedpersoner, som på elegant vis bliver kædet sammen.  Her er den livsglade men rastløse engelske Sally Bowles, som drømmer om at finde sig en rig mand og om at blive berømt, det umage, homoseksuelle par Peter og Otto, som må skjule deres kærlighed i skyggen af den voksende nazisme, Fräulein Schröder, som driver et pensionat, men som  var bedre stillet  i sine unge dage med mange beundrere, den rige jødiske familie Landauer, hvis bekymringer vokser samtidig med at nazisterne får mere og mere indflydelse,  og den unge kommunist Rudi.

Historien strækker sig fra 1930 til vinteren 1932/33, hele tiden i Berlin, men med en enkelt afstikker til Rügen, hvor Christopher møder og bliver venner med Peter og Otto.

Mange af Berlins indbyggere tilpasser sig, de akklimatiserer sig som ”et dyr, der skifter til vinterpels” og mener ikke at nazisterne er så slemme. I et af byens fattige kvarterer bor der en jødisk skrædder, som sælger tøj på afbetaling, og hele kvarteret skylder ham penge, men han er slet ikke upopulær, han var jo en kendt figur i kvarteret.  Christopher påpeger at når nazisterne komme til magten, ville skrædderen forsvinde fra jordens overflade, men ”Nej, det ønsker jeg ikke…..Desuden en jøde er altid til at snakke med, hvis man ikke lige kan få enderne til at mødes….Spørg De bare folk i kvarteret Herr Christoph. De går aldrig med til at jage jøderne bort.”

Christopher Isherwood er en fremragede forfatter, han har styr på de små detaljer,  duften af kål hænger i næseborene. Alt sammen er det skrevet med kærlig ironi, bare ikke når det handler om nazisterne, så er han  mere skarp i tonen.

Når man siger ‘Farvel til Berlin’ og Sally Bowles  er det svært ikke at se ‘Cabaret’ og Liza Minelli for sig, men romanen er meget mere end historien om Sally Bowles, så godt vi har fået den i en ny oversættelse i Turbines fine Klassikerserie.

Christopher Isherwood : Farvel til Berlin
Turbine, 2019. 271 sider
Omslag : Heide Schmidt Jensen

Originaludgave : Goodbye to Berlin, 1939. Oversat fra engelsk af Brian Dan Christensen