Laura Ringo og Helle Helle, Günther Grass og Pierre Lemaitre. April måneds udgivelser spænder vidt.
Det ville være at underdrive at sige, at dette indlæg er “lidt” forsinket, men En krimimesse, en rejse og godt havevejr kom i vejen. Jeg lover at kaste mig over maj måned, når dette er publiceret.
Udvalget er som sædvanligt udtryk for, hvad jeg selv synes ser interessant ud. Bøgernes data og bogforsider er hentet på forlagenes hjemmesider.
De danske
Hjemsøgt af Bent Haller.
Slægtsroman om et landbrug i opbrud. Ulrik Christian Vænge har arvet slægtsgården, og selv om han hellere ville noget andet, forsøger han at leve op til de krav, han føler stilles til ham. Han er ligeså motiveret for ægteskabet med naboens datter som for gårdens drift, men da hun bliver syg, møder han en sygeplejerske.
”Men er der en vej ud af slægtens kløer for en mand som Ulrik, for hvem livet bare er hændt? “Han kørte gennem skoven og kom ud i det åbne landskab, hvor kreaturerne i sin tid havde græsset. Maskinstationen havde sået det hele til med byg. En stund var han endnu godsejeren. Når han vendte om og kørte den modsatte vej, var han manden, der havde ændret sin skæbne” ”(forlaget)
Udkommer 2. april på Lindhardt & Ringhof. 350 sider.
Forlagsomtale
Uskyldens kronologi af Sofie Kragh-Müller.
Forlaget beskriver bogen som en ”undergangscabaret” og fortsætter: ”I et hus i den sidste gade i den sidste by ligger det sidste menneske, Pumsel Swiidt, udmattet efter flere hundrede år som soldat, erobrer og eventyrer. Dommedag er nær, alligevel forelsker han sig brændende i Maga med den gule paraply, en romanfigur som måske findes. Og så flytter verdensskaberen – i skikkelse af en sarkastisk hare – ind for at fortælle Swiidts og vores allesammens historie”.
Udkommer 2. april på Jensen & Dalgaard. 168 sider.
Forlagsomtale
Hey Hafni af Helle Helle
Hafnis skilsmisse (se ’Hafni fortæller’) er nu en realitet, og hun er rejst til Brighton for at komme videre.
Det går fint, indtil hendes bror ankommer. Så går det ikke så fint, og hun flygter ud i landet og oplever ting, som kun Hafni kan. Og skriver breve til sin veninde.
Udkommer 3. april på Gutkind. 170 sider.
Forlagsomtale
Brian og Stefan for evigt af Bjørn Rasmussen
Forlaget beskriver bogen som ”en bøsseroman om kærlighed og dyrepersonligheder, sorg og eurodance fra 90’erne – og om to mennesker, som på hver deres måde forsøger at bryde ud af den voldelige, homofobiske og artschauvinistiske facon, de er blevet opdrættet i, og finde en ny og friere måde at være i verden på.”
Udkommer 4. april på Gyldendal. 176 sider
Forlagsomtale
Motherlode af Christine Kærulv
Forlaget beskriver bogen som ”en hårdtslående og øm debutdigtsamling om at vokse op med psykisk vold i familien – og at flygte ind i computerspillet The Sims, når truslen er akut … lysende, klare digte fra et ungdomsliv på en svinefarm ved Gudenåen.”
Udkommer 4. april på Gads Forlag. 100 sider.
Forlagsomtale
I selvsving af Rikke Arnholtz
”Thea vågner og opdager, at alt er blevet godt! Selv verdensfreden er en realitet. Men Thea er en romanfigur, som forfatteren har magten over. Men hvem skriver om hvem, og hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed? Absurd og humoristisk metafiktiv roman til læsere af eksperimenterende litteratur (bibliotekets note).
Udkommer på 10. april på Brændpunkt. 130 sider.
Forlagsomtale
Skyggen foran mig af Kim Fupz Aakeson
Efter afsoning af en fængselsdom for drab begiver en mand sig ud på en vandring på Caminoen. Men kan man gå fra fortiden, og findes der en fremtid med et drab i bagagen? Til læsere af romaner, der behandler svære emner, og som er skrevet i et letlæst sprog.
Udkommer 10. april på Gyldendal. 256 sider
Forlagsomtale
Som boblerne i bækken af Thomas Bredsdorff
P.O. Enquist skriver: “Kærlighed skal man ikke prøve på at forklare, men hvad var vi, hvis vi ikke forsøgte?” Det forsøg gør Thomas Bredsdorff i denne henførende lille bog, hvor han bruger flere af litteraturhistoriens bud på hvad kærlighed er. En lækkerbisken for litterære læsere (bibliotekets note).
Udkommer 10. april på Gutkind. 162 sider
Forlagsomtale
Efter kort tids sygdom af Laura Ringo
Efter – men også ved siden af – et forfatterskab med fokus på unge, har Laura Ringo bevæget sig ind i voksenlitteraturen. 31-årige Nelly har i syv år levet sammen med den noget ældre Troels, da han får konstateret tarmkræft og dør efter kort tids sygdom.
‘”Nogle tager det seriøst. Andre tager det som en oplevelse”. Sådan lyder en typisk kapiteloverskrift i denne bog. Humoristisk skildring af livskriser, parforhold og kræft. For læsere af dansk samtidslitteratur med noget på hjerte’ (bibliotekernes note).
Udkommer 29. april på Alpha. 297 sider.
Forlagsomtale
Andet af interesse:
- I ly af Lars Skinnebach. Udkommer 3. april på Gyldendal. 48 sider.
- Sejrs vilje af Lise Ringhof og Erik Valeur. Udkommer 7. april på Gutkind. 428 sider
- Ingen af os blev af Josefine Dahl Olsen. Udkommer 8. april på Gutkind. 270 sider
- Sort strømmende drøm af Rasmus Nikolajsen. Udkommer 25. april på Gutkind. 75 sider
De oversatte
Vi var søskende af Brigitte Reimann
Da Uli i efterkrigstidens DDR ønsker at flygte til Vesttyskland, skaber det store konflikter med søsteren Elisabeth, der tror på det kommunistiske projekt. Koldkrigsdrama til alle læsere af stærke personlige historier (Bibliotekets note).
Romanen udkom for første gang i 1963, men blev censureret af DDR-styret. Nu udgives den for første gang på dansk og i sin fulde form.
Den udkommer i Gyldendals Skala-serie for genopdagede mesterværker fra det 20. århundrede.
Udkommer 2. april på Gyldendal. 272 sider
Forlagsomtale
Levende statuer – en legende af Günther Grass
Efterladt manuskript i forfatterens arkiv, hvori han inviterer de, der i det 13. århundrede stod model til Naumbergs domkirkes statuer til middag i sin have. For i litteraturen kan alt lade sig gøre.
Forfatteren har selv illustreret bogen
Udkommer 11. april på Batzer & Co. 60 sider. Oversat fra tysk af Per Øhrgaard
Forlagsomtale
Lad os tænde stjernerne af Virginie Grimaldi
Måske er en tur i en autocamper med retning mod Nordlyset muligheden for at flygte fra ubetalte regninger og bekymringer og holde sammen på familien. Det mener Anne i al fald, hendes døtre synes, at det er en forfærdelig ide, men Anna insisterer, og snart befinder de sig klemt inde i en camper med kurs nordpå. Det bliver en uforglemmelig rejse, hvor de ikke blot finder sig selv og hinanden, men også møder en række farverige karakterer.
Udkommer 3. april på Alpha. 352 sider. Oversat fra fransk af Agnete Dorph Stjernfelt
Forlagsomtale
Den store verden af Pierre Lemaitre
Familiesaga om en velstillet familie i efterkrigstidens Beirut, Paris og Saigon. Udadtil er den prominente Pelletier-familie velfungerende og succesfuld, men efterhånden krakelerer det meste. For læsere af bredt anlagte familieromaner af internationalt tilsnit (bibliotekernes note)
Udkommer 8. april på Alpha. 568 sider. Oversat fra fransk af Agnete Dorph Stjernfelt.
Forlagsomtale
Familien Schönwald af Philipp Oehmke
Tysk slægtsroman. ”Familien Schönwald er en medrivende og humoristisk roman om en familie og tre generationer, som aldrig har lært at tale med hinanden – og som er forbundet af en stor hemmelighed” (forlaget).
Udkommer16. april på Gutkind. 450 sider. Oversat fra tysk af Jacob Jonia
Forlagsomtale
Shy af Max Porter
Shy er ikke en af guds bedste børn, med sine 16 år har han allerede en temmelig lang straffeattest. Derfor sendes han til kostskolen ”Sidste chance” for at få styr på sit liv. Forlaget beskriver bogen som ”en en hård og knusende smukt skrevet lyrisk roman om en ung mand, der ikke kan samle sine tanker, der ikke kan finde ud af at gøre det rigtige, selvom han gerne vil, der bare ikke kan opføre sig ordentligt, når hjernen flimrer og kroppen sitrer og mørket lukker sig omkring ham”.
Udkommer 16. april på Turbine. 122 sider. Oversat fra engelsk af Signe Lyng
Forlagsomtale
Kommende krimier – april 2025 (Krimimessen)