“Han var sin sygdoms uforfærdede krigskorrespondent og sin skæbnes altid lige loyale reporter”

Således skriver William Heinesen i indledningen til ‘Det dyrebare liv’, en lille bog, hvori han udgiver vennen Jørgen-Frantz Jacobsens breve, mange af dem skrevet fra hospitaler og tuberkulosesanatorier. Det kunne også være skrevet om denne bogs forfatter.

En forårsdag for et par år siden får han at vide, at han har prostatakræft med spredning, ”kurativ behandling ikke kan tilbydes”, som det hedder i journalsprog, dvs helbredelse er ikke mulig. Men han tilbydes livsforlængende behandling, dvs immunterapi, kemoterapi og hele dynen, han siger straks ”Yes!!!”, for det dyrebare liv skal vare så længe som muligt.

Vi ved alle, at vi skal herfra en dag, men hvordan håndterer man sådan en besked? Anders Johansen begyndte bl.a. at skrive en slags dagbog. At skrive var ikke nyt for ham, han er kendt som forfatter af en række ungdoms-og voksenromaner, samt som oversætter af bl.a. Arne Dahl og Jan Guillou. Men nu skulle der skrives indad.

Det er der kommet denne fine lille bog ud af. Han beskriver forløbet det første år, de forskellige behandlinger, som ikke er behagelige og faktisk gør en hundesyg. Ærligt beskriver han de fysiske, de mentale og de følelsesmæssige reaktioner på diagnose og behandling.

Han beskriver også det liv, der nu har fået en anden dimension. Der er mørke tanker, men også glæden ved de små ting, fx ved at hjælpe en gærdesmutte ud i friheden efter at den har forvildet sig ind ad terrassedøren, finde billeder på stranden, der venter på at blive set – og fotograferet. For i lighed med forfatterens tidligere bog ’At mig dagen fryder’ er den fyldt med stemningsfulde fotos, taget med kompaktkameraet, hans usvigelige følgesvend.

’Lyset stander stille’ får mig til at tænke på det liv, jeg lever – værdsætter jeg det nok? Værdsætter jeg nuet nok? Jeg ville ønske, at den fandtes, da jeg gennemgik mit kræftforløb, den ville have givet mig styrke, og jeg vil ikke blot anbefale den til alle kræftpatienter og deres pårørende, men til alle.

Anders Johansens mantra gennem sygdomsforløbet var et digt af Ivan Malinowski ”Leve som var der en fremtid og et håb” (1968).

Det kunne også have været nogle linjer af Steffen Brandt:

”… Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

Før det er forbi” (Nærmest lykkelig/TV2, 1988)

Anders Johansen: Lyset stander stille. År 1 med kræften
Jensen & Dalgaard, 2025. 170 sider

Referencer:
Det dyrebare liv. Jørgen-Frantz Jacobsen i strejflys af hans breve. Ved William Heinesen.
Gyldendal, 1958.
Ivan Malinowski: Samlede digte, 1968

Læs også min anmeldelse af
At mig dagen fryder. Løber i landskab – landskab med løber
Poetisk, smuk og personlig foto/essaybog om at løbe på Djursland – i alle årets måneder – i al slags vejr.