Anmeldelse: Italiensvej af Anna Grue

Anna Grue har sat sin skaldede detektiv på standby og kastet sig ud i et nostalgi-trip, der fører os tilbage til dengang alle sang med på ’Volare’.

Året er 1958, Frankrig har vundet Melodi Grand Prix med en glemt sang, mens alle skråler med på det italienske bidrag, ‘Volare’, der blev nr 3. En ung og smuk italienerinde ankommer til Købehavn i en splinterny Fiat med et spædbarn og bilen fuld af penge. Og en hel masse hemmeligheder. Anna Grue kan ikke lade være med at putte et plot ind, selv om det ikke er en krimi, og det gør hun godt. Vittorias hemmeligheder driver bogen fremad; de afdækkes gradvis, men den største hemmelighed kommer alligevel som en overraskelse.

For at få pengene til at række langt flytter hun ind på et lurvet hotel på Vesterbro, hvor hun møder sin diametrale modsætning, bagerdatteren Conny fra Langå, der søger lykken i Hovedstaden, foreløbig som natklubsservitrice.

Mens Conny forfølger en karriere som fotomodel og senere filmstjerne, får Vittoria ansættelse som husbestyrerinde for en læge på Amager. Han er enkemand og skal have en til at holde hus og tage sig af de to børn. Som arbejdsgiver er han meget reel, men forlanger regelmæssighed og god dansk mad, ikke noget med pasta og hvidløg og andet eksotisk. Så et eksemplar af Frøken Jensens kogebog hjælper Vita, som bliver Vittorias danske navn, til rette i det danske køkken. Som datter af en romersk restauratør (og en dansk mor) savner hun det italienske køkken, og det er der ikke noget at sige til.

Men det er trygge rammer, hendes søn Massimo bliver behandlet næsten som de to andre, og så længe hun passer sit arbejde, har hun frie hænder. Så der kommer liv i huset, børnene knytter sig til hende og omvendt. Ejnar, som lægen hedder, og hun får sine faste rytmer – på hans præmisser. Men der er ikke noget med natlige besøg i pigekammeret, og det passer Vittoria særdeles godt, for hun er meget ærbar. Noget det kan være svært for danske ungersvende at forstå, italiener med et uægte barn, så må hun da være nem.

En dag forelsker hun sig, men kan man indlade sig på et forhold uden at fortælle alt? For hvor er de mange penge kommet fra? Hvorfor er hun flygtet? Hvorfor er hun panisk angst for at blive fundet?

Måske især fordi det danske samfund og den danske øvre middelklasse i slutningen af 1950’erne betragtes med en udefrakommendes øjne, får læseren et fint indblik i perioden. Faderen i familien er dog atypisk for den tid, han insisterer på selv at putte børnene om aftenen. Og noget der skurrer lidt i mine ører, er de voksnes indsats for at sørge for underholdning til pigens fødselsdag. Jeg var selv otte år dengang, og jeg indrømmer, at der er langt fra min barndoms landsby på Djursland til et lægehjem på Amager, men jeg har altid opfattet det omkringsiggribende hysteri omkring børnefødselsdage som noget nutidigt. Når vi havde spist bollerne, kringlen, lagkagen og de to slags småkager (alt hjemmebagt) samt drukket vores saftevand, måtte vi sandelig underholde os selv. Men der var og er langt fra Djursland til Italiensvej.

Forfatteren har brugt megen tid på omhyggelig research, så man føler sig hensat til tiden. Sporvogne, køkkenredskaber, påklædning mm virker helt korrekt, helt ned til kjolen på forsidebilledet, der er som taget ud af kataloget fra Daell’s Varehus; ligesom de ting, der skete i København i de år, flettes behændigt ind i handlingen. Så måske gik sørgmodige praktiserende læger på Amager også grassat i børnefødselsdage.

Fortsættes af De voksnes rækker. Politiken, 2017

Anna Grue: Italiensvej
Politikens Forlag, 2015. 469 sider

Læs også:

Et spørgsmål om penge af Anna Grue
‘Crime passionel’ eller ‘Follow the money’? Den skaldede detektiv bliver mod sin vilje involveret i opklaringen af mordet på byens mangemilliardær – hvad er motivet: Kærlighed eller penge eller …?