Anmeldelse: Shotgun Lovesongs af Nickolas Butler

Bogens forsideKærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt … Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.  Sådan skriver Paulus i sit første brev til Korintherne. Gælder det også venskabet? 

Der snakkes i disse tider en del om New Yorker-romanen, der skildrer den kreative klasse, der søger til den ultimative storby for at søge lykken – og bliver der uanset hvordan det går.

Der findes et USA vest for The Big Apple, og det er dette udkants-USA Nickolas Butler så kærligt beskriver i ’Shotgun Lovesongs’. Den fiktive småby, Little Wing, ligger i præriestaten Wisconsin, hvor somrene er varme og plaget af tørke og vintrene kolde og plaget af dødsensfarlige snestorme. Little Wing, hvor man kan møde en prærieulv i sit køkken.

I denne småby vokser de fem venner Henry, Kip, Beth, Ronny og Leland op. De holder sammen, de går til fester, hænger ud på byens eneste diner og ser solopgangen fra Foderstoffens tag. Foderstoffen er bogens sjette hovedperson, en krakket foderstofforretning, som tidligere var byens kerne. Kip, der har en karriere som børsmægler i Chicago bag sig, er vendt hjem og har købt den og vil igen gøre den til byens centrum; Ronny var den første af vennerne, der forlod Little Wing og tog på turné med et rodeoshow, indtil en ulykke og en hjerneskade satte en stopper for karrieren; Leland (Lee) er nok den person, der står mest centralt i bogen, han er berømt indierocker og rejser verden rundt, men når turneen er ovre vender han hjem til Little Wing:

Der kunne gå måneder imellem, vi så ham, og når han så kom hjem, hærget og langskægget, var det med et træt, men lykkeligt og lettet blik. Vi kunne mærke, at Lee var glad for at se os, for at være tilbage hos os. Vi gav ham altid lige lidt tid til at komme sig, før vi faldt ind i vores sædvanlige liv sammen, vi vidste, at han havde brug for at lægge sprutten på hylden og genfinde balancen. Vi lod ham bare sove og sove. Vores koner kom med gryderetter og lasagne, bøtter med salat og hjemmebagt tærte.

Han kunne godt lide at køre rundt på sin store grund på en traktor. Vi gik ud fra, at han nød følelsen af det varme dagslys, af solen og den friske luft mod sit blege ansigt. Den gamle John Deere-traktors rolige tempo, altid pålidelig og driftssikker. Jorden som rullede den modsatte vej under ham. Der var selvfølgelig ingen afgrøder på hans jord, men han kørte traktoren hen over de braklagte marker med præriegræsser og vilde blomster, med en cigaret eller en joint dinglende i mundvigen. Han smilede altid, når han sad oppe på den traktor, med håret flyvende efter sig, næsten hvidt og lysende i solen som fnuggene fra en mælkebøtte drivende i vinden (p.9-10).

Henry og Beth trives ikke andre steder end Little Wing, de har giftet sig og driver Henrys fædrene gård. Tiderne er ikke gunstige, men Henry har ikke lyst til at bede Lee om hjælp. Lee, på den anden side, misunder dem deres rolige jordbundne liv.

Romanen fortælles på skift af de fem hovedpersoner med flashbacks til tidligere begivenheder. Den centrerer sig om tre bryllupper og et kig tilbage til dengang, det første par, Beth og Henry, gav hinanden deres ja. Det første bryllup er Kips, han gifter sig med Felicity fra Chicago, og Lee kommer selvfølgelig sammen med sin nye kæreste, den celebre skuespillerinde Chloe – og efter dem paparazzierne, der har fået et tip. Næste bryllup er high society-brylluppet i New York mellem Lee og Chloe (her er Kip ikke inviteret) og endelig gifter Ronny sig med Lucy.

’Shotgun Lovesongs’ er først og fremmest en roman om venskab. Kan venskabet overvinde alt? I løbet af bogen udsættes det for så store udfordringer, at det er svært at lappe. Det er også en roman om kærligheden til hjemstavnen. Little Wing eksisterer ikke, men ligner mange småbyer i nærheden af forfatterens hjemby i Wisconsin. Men jeg ville gerne kunne hoppe på en Greyhound Bus og stå af i Little Wing.

Bogens titel er den samme som Lees supersælgende album, ’Shotgun Lovesongs’, alle kender den, alle synger med på sangene – især i Little Wing. Man kender udtrykket ”shotgun wedding”, et bryllup man er tvunget ind i – man kan ligefrem se brudens far stå med geværet i ryggen på den formastelige, der har gjort hans datter gravid :-). På samme måde er albummet et resultat af en indre nødvendighed hos Lee.

’Shotgun Lovesongs’ er en dejlig bog, tempoet er roligt og beskrivende, man føler at man er i Wisconsin, når man læser den. Måske ville alle lykkejægerne i New York få det bedre, hvis de rejste hjem igen – ligesom Lee.

Nickolas Butler: Shotgun Lovesongs
Klim, 2015. 326 sider

Originaludgave: Shotgun Lovesongs, 2014. Oversat af Ninna Brenøe.


Læs også:

Brooklyn BridgeMed Litteratursiden i New York
Forleden var jeg i New York, jeg færdedes glad blandt kunstnere, forfattere og litterære agenter på Manhattan og i Brooklyn – jeg befandt mig i byen, der altid danser og aldrig sover

Skriv en kommentar